Man hører lyden først. En tung brosten, der hvirvler mod forruden på den enlige politibil, der patruljerer den fiktive ghetto, Svalegården. Så mærker man trykket, mens det knuste glas hvirvler mod bilens tre passagerer. Airbaggen eksploderer i de to betjentes hoveder. Bakgear. »Kollega i knibe. Kollega i knibe«, råber den ene, Jens, i politiradioen. Så kommer næste stød. Bagruden splintres. »Bliv nede«, hvæser Mike til passageren, Amos, der ligger magtesløs på bagsædet – bundet bag sin ryg.
På papiret er scenen sort-hvid: Politiet bliver angrebet af brune, kriminelle drenge fra ghettoen. Case closed. Men virkeligheden er mere kompleks: 19-årige Talib er kort forinden død i politiets varetægt efter en hårrejsende scene, der minder uhyggeligt meget om drabet på George Floyd. Og unge Amos (Tarek Zayat) er blevet udsat for en ulovlig visitation på åben gade, ydmyget og undertrykt af den grænsesøgende betjent, Mike (Jacob Lohmann). Brostenene er ikke så meget rettet mod betjentene som mod det fordomsfulde system, der har undertrykt dem i årtier – båret af afmagt og vrede.
Scenen er en af mange, der rammer som en knytnæve i ansigtet i Anders Ølholm og Frederik Louis Hviids hæsblæsende politifilm, ’Shorta’, der har været undervejs i op mod seks år, men har fået fornyet aktualitet i kølvandet på drabet på George Floyd og de verdensomspændende raceprotester.
Makkerparret beskriver filmen som en slags cautionary tale – en påmindelse om, hvor vi er på vej hen, hvis vi bliver ved med at trække fronter op i en allerede polariseret, politisk virkelighed. Men ’Shorta’ er ikke en løftet pegefinger, snarere et oplæg til diskussion og selvransagelse.
»Anders og jeg tog i høj grad udgangspunkt i, hvordan det politiske miljø så ud, da vi begyndte at skrive filmen for seks år siden. Hvor den politiske retorik var og stadigvæk er enormt hård og konsekvent. Hvor man tager et standpunkt, for så aldrig at rykke på sig igen. Vi tænkte: Hvis vi fortsætter den her agenda, hvor er vi så om 10 år? Er det utænkeligt, at handlingen i filmen ikke kunne ske, hvis vi fortsætter ned ad den vej, vi er på lige nu?«, siger Hviid, da jeg mødes med instruktørduoen på deres kontor i Kødbyen.
En knap blev tændt
Anders Ølholms tattoo sleeves omkranses af en hvid t-shirt, mens Frederik Louis Hviid sidder over for mig i cap, hoodie og bæltetaske. Det var i disse lokaler, at de to debutanter var i færd med at lægge sidste hånd på filmens trailer, da virkeligheden overhalede fiktionen den dag i slutningen af maj, hvor en amerikansk betjent knælede på George Floyds hals i otte minutter og 46 sekunder. En tragedie, der på grummeste vis bekræftede instruktørerne i mange af deres scener og understregede behovet for at italesætte problematikker som racisme, politivold og fordomme – også i en dansk kontekst.
For selvom Svalegården ikke er et virkeligt sted i Danmark, er miljøet rodfæstet i en virkelighed, som både udspiller sig i Danmark og vores nabolande.
»Du skal ikke længere end til Malmø for at finde den slags no go-zoner, som vi skildrer i filmen, hvor der er hele områder, som folk ikke kan bevæge sig ind i. De franske forstæder er fyldt med dem, hvor politiet virkelig skal rykke talstærkt og pansret ind, hvis de ikke skal jages ud igen«, siger Ølholm.
Makkerparret kunne hente masser af inspiration fra strømninger i både USA og Europa, men også herhjemme begyndte virkeligheden at nærme sig filmens udgangspunkt:
»Tidligt i manusarbejdet skrev vi den her scene, hvor en helikopter med en snigskytte flyver ind over Svalegården. Det var ikke rigtig noget, der var i gadebilledet på daværende tidspunkt, og folk syntes, det var en smule urealistisk, at der skulle sidde snigskytter oppe i politihelikopterne. Men pludselig hang de bare over Nørrebro«, siger Hviid og fortsætter:
»Vi har ikke bare grebet tingene ud af den blå luft. Men selve Svalegården er klart en ekstrapolering af, hvor vi tror, vi er på vej hen«.
Filmen er dog ikke tænkt politisk, fortæller de to instruktører. Hviid og Ølholm ville gerne lave den type film, de selv er opvokset med og elsker: Genrefilm, der maner til eftertanke og rejser spørgsmål, men også underholder.
Kærligheden til hårdkogte spændingsfilm som John Carpenters ’Flugtaktion New York’, ’Sidste nat på station 13’ og ’The Warriors’ af Walter Hill var et centralt grundlag for ’Shorta’. Også her gælder det mænd på flugt eller under belejring. Men særligt vigtig var Nicolas Winding Refns ’Pusher’, filmen der viste, at man også kan lave adrenalinpumpende genrefilm i Danmark.
»Jeg havde det, som om der blev tændt for en knap, da jeg så den film«, siger Ølholm. »’Okay, sådan en film kan man også lave i Danmark!’ Det var virkelig en øjenåbnende oplevelse at se så ekspressivt et filmsprog, der sked på jantelovtilgangen til at lave film«.
Hviid supplerer: »Jeg tror altid, jeg vil være inspireret af ’Pusher’, faktisk er det en film, jeg stadig ser ofte. Med ’Shorta’ gik vi også efter at trække på en masse af dansk films DNA, bare filtreret gennem en anden genre – lidt ligesom ’Pusher’ gjorde det med sin kolde realisme og håndholdte æstetik«.
Skaldet i dynejakke
Den fiktive boligblok, hvor Simon Sears og Jacob Lohmanns to betjente bliver fanget, mens beboerne rejser sig i oprør mod systemet, er et sammensurium af mange forskellige steder. Brøndby, Ishøj, Værebro Parken, Hvidovre og Gladsaxe er nogle af de locations, der bliver brugt sammen med vfx-skud af de tårnende højhuse, som omslutter de to betjente i en klaustrofobisk labyrint.
Selv er Ølholm opvokset et stenkast fra Urbanplanen, mens Hviid har haft sin gang forskellige steder på Stenbroen. Og selvom de fastslår, at deres egne oplevelser på ingen måde kan sammenlignes med det, filmen skildrer, har de flere gange stået på sidelinjen, når deres venner og familie er blevet stoppet af politiet eller nægtet adgang til natklubber.
»Jeg er opdraget af min enlige mor og mine bedsteforældre på Amager. Min mor har altid været meget forhippet på, at jeg ikke skulle ende i unoder. Hun gik selv på Amager Lilleskole, hvor de spillede kort i timerne, så hun ville ligesom det modsatte for mig. Også fordi hun kunne se, at mange af mine barndomsvenner og hendes veninders børn hurtigt kom på afveje. Jeg havde en kammerat i Urbanplanen, hvis liv er gået i en helt anden retning end mit, på trods af at vi boede et stenkast fra hinanden og er født med få dages mellemrum«, fortæller Ølholm og fortsætter:
»Min lillebror er en helt anden type end mig – også udseendemæssigt – og han er sådan en, der konstant bliver stoppet af politiet. Han har prøvet at blive stoppet af den samme betjent flere gange i løbet af én dag. Og når du er etnisk minoritet, er det klart, at så bliver det endnu værre«.
Hviid supplerer: »Jeg har mange tætte venner, der er anden etniske danskere, og jeg har stået ved siden af dem, når de ikke har kunnet komme ind på natklubber, eller når de er gået ind i et pænt kvarter i Hellerup og er blevet bedt om at pille af igen, fordi de ikke hører til. Og så er jeg jo også røget med, når mine venner er blevet stoppet af politiet, fordi jeg har været skaldet og i dynejakke. Så selvom vi selv er blevet forskånet for det, vi skildrer i filmen, har vi længe set med fra sidelinjen«.
»Dyrene«
En stor del af arbejdet med filmen var en omfattende research i miljøerne, både hos politiet og unge danskere af anden etnisk baggrund i socialbelastede boligkvarterer.
Turen gik blandt andet til klubledere, som satte dem ind i udfordringerne ved at lede en ungdomsinstitution i et konfliktfyldt boligområde og de fristelser, som de unge drenge bliver sat over for – både hvad angår det kriminelle miljø, hvor de ældre forsøger at rekruttere dem, og de fordomme, som de bliver offer for, når autoriteter skærer alle over én kam, som når Mette Frederiksen entydigt stempler »indvandrerdrenge« som urostiftere.
»Vi synes, det var interessant at afdække, hvordan man som ung mand skaber sin identitet i det miljø. Derfor har vi haft mange drenge involveret i tilblivelsen af filmen, især vores to yngre spillere Tarek Zayat og Issa Khattab«, fortæller Hviid.
Zayat fortalte blandt andet, hvordan det var hverdag for ham at blive udsat for grænseoverskridende visitationer flere gange dagligt under sin opvækst i Mjølnerparken.
»Nogle gange kunne vi sidde og snakke med Tarek, som jo er en flot ung mand, der går på jurastudiet og er lynende intelligent. Han er altid velklædt, og når han går i byen, har han dyrere tøj på, end jeg overhovedet har i min garderobe. Han er enormt rolig og sympatisk. Men alligevel kan han ikke komme ind på klubberne. Frederik og jeg har måske været i nogle grupperinger, hvor man er blevet indlemmet i gruppen, men vi har altid stået uden for og haft et valg. Og det har de her fyre bare ikke«, forklarer Ølholm og fortsætter:
»Det er relativt få gange i mit liv, at jeg har oplevet at blive mistænkeliggjort, men det er sket. Blandt andet en gang, hvor jeg har stået i en butik lidt for længe, og en fyr har troet, at jeg skulle til at stjæle. Dén oplevelse sidder stadig i mig. Så hvad hvis du oplever den her slags fem eller 10 gange i løbet af én uge? Hvordan må det ikke påvirke dig?
Vi havde en episode i vores lydefterarbejde, hvor en sød, nyuddannet politibetjent var inde over projektet. Hun spørger lidt ind til filmen og vil blandt andet vide, hvad ’Shorta’ betyder. Vi forklarer, at det er arabisk slang for politi, hvorefter hun, i sådan en lidt indskudt sætning, siger: ’Så skulle de bare vide, hvad vi kalder dem’. Der er en anden betjent, som prøver at stoppe hende fra at tale videre, men hun får alligevel lige sagt: ’Dyrene’.
Der kommer jeg straks til at tænke på vores unge spiller Issa, som udover at være den sødeste dreng, du overhovedet kan forestille sig, er del af Team Danmark, går til eliteboksning, står op hver dag – også under optagelserne – og løber fem-ti kilometer og har styr på ikke bare sine egne replikker, men også Simon og Lohmanns. Når hun per automatik ser ham som et dyr, så har han alt imod sig«.
Flere skraldespande end rosenbede
Ølholm og Hviid var ikke interesseret i at male fjendebilleder af afstumpede betjente. I stedet ville de så tæt ind bag facaden på de uniformerede skikkelser og de oplevelser, der former dem.
Med hjælp fra filmens tekniske konsulent, betjenten Dennis Petersen, lærte instruktørduoen og skuespillerne, hvordan politiet gebærder sig, når de er ude på patruljer og har kontakt med mennesker. Simon Sears og Jacob Lohmann blev sendt på streng diæt, lærte at skyde med våben og blev oplært i, hvordan man foretager en anholdelse.
Autenticiteten var i højsædet – også i kameraarbejdet, hvor instruktørerne udviklede begrebet »den tredje betjent« med fotograf Jacob Møller. Grundtanken var, at kameraet skulle agere, som var det en usynlig betjent med på patrulje og aldrig hæve sig over betjentenes synsvinkel. Et dogme, der er en væsentlig medskaber af filmens fortættede spænding.
»Vi bad desuden Dennis Petersen gennemgå manus med en tættekam og reagere, hvis han syntes noget i handlingen var urealistisk. Og han reagerede for eksempel aldrig på den racistiske jargon hos politiet og den os mod dem-retorik, man hører dem bruge i filmen. Og i takt med at vi lærte Dennis bedre at kende, sænkede han også paraderne og gav os indblik i den tankerække, der går forud for, at politiet handler, som de gør«, siger Ølholm og fortsætter:
»Der er aldrig nogen, der ringer til politiet, når tingene går godt. Betjentene lugter mere til skraldespandene end til rosenbedene. De er ude på kanten af samfundet, hvor de konstant bliver konfronteret med de værste sider af menneskets natur. Og på et eller andet tidspunkt bliver man jo påvirket af det. Jeg spurgte mig selv fra start af: ’Hvis jeg var betjent, ville jeg så kunne fastholde mit verdensbillede og mine moralske værdier i forhold til den hverdag, der møder mig?’«
Har politiet for meget magt i forhold til deres arbejdsvilkår?
Ølholm: »Det tror jeg ikke. Jeg vil faktisk tværtimod sige, at mit indtryk er, at de har for lidt albuerum til at træffe egne beslutninger. Man hører rigtig meget om, at de er underlagt djøficering og en masse regler for, hvad de kan og ikke kan. Før i tiden har de nok haft bedre muligheder for at følge deres intuition. Det er mit indtryk, at det i højere grad har handlet om mødet med mennesker og at gøre en forskel i samfundet, hvor det nu i stigende grad handler om excelark, der skal generere arbejdstimer. Navnlig efter politireformen, der har presset politiet på ressourcer og sendt skilsmisseraten gennem taget. Fra en psykologisk vinkel er det også først for ganske nyligt, at man overhovedet samler op på de betjente, som har haft potentielt traumatiserende oplevelser«.
Ikke en løftet pegefinger
Makkerparret uddyber, at lige såvel som de ville nuancere fordommen om, at alle brune danskere er kriminelle, ville de også gerne gøre op med den sort-hvide fremstilling af politibetjente.
»Jeg bliver også indigneret, når jeg hører folk sige: ’All cops are bastards’. Så generaliserer man også og forskanser sig yderligere på fløjene. Linjerne bliver trukket op, når vi indtager de her moralske højborge, og kun ekstremerne får taletid og sætter dagsorden. Fornuften, kompleksiteten og nuancerne er der ikke plads til«, lyder det fra Anders Ølholm.
Særligt i en nøglescene, hvor Jacob Lohmanns karakter, Mike, bliver konfronteret med sine egne fordomme, mærker man filmens humanistiske kerne, når den hårdhændede politimand pludselig viser nye sider. Det var en central pointe, fortæller Hviid.
»Vi vil gerne have, at man har oplevelsen af hele karakterer – på godt og ondt. Men i endnu højere grad vil vi gerne have, at man forstår, hvad der har formet personerne. At man får et indblik i, hvad karakterernes udgangspunkt har været, inden linjerne er blevet trukket op – og at karaktererne måske selv bliver påmindet om, hvad der engang var deres synspunkt. Og så spille på den fordom, man måske selv har som publikum over for en særlig karaktertype, så man oplever, hvordan fordommen pludselig spiller ind i selve oplevelsen af filmen.
Vi ønsker at belyse en problematik og opfordre folk til selv at tage stilling til menneskerne, vi portrætterer. Og lade filmen være en påmindelse om, at man også skal have empati for sidemakkeren. Men film skal ikke være en løftet pegefinger. Jeg synes selv, det er enormt irriterende, når jeg bliver belært af en film. Men hvis en film kan udvide en horisont, og jeg bagefter kan gå derfra og tænke, at jeg har oplevet et perspektiv, jeg ikke var bevidst om til at starte med, så er det spændende«.
Jeg bliver også nødt til at spørge jer: En herskende debat er, hvem der kan lave film om hvem. Hvorfor følte I, at I kunne fortælle denne historie om racisme som hvide?
Ølholm: »Vi har kæmpet i mange år for at komme ud med denne historie, men det er ikke, fordi vi siger, at det er den forkromede end all be all-fortælling om den her verden eller dét perspektiv. Og det afholder ikke nogen andre fra at komme med deres historie. Man kan hurtigt trække grænser op, når man siger til folk, at de kun må spille på en bestemt banehalvdel. Det skaber splid, konflikt og afstand mellem folk«.
Hviid: »I bund og grund er det her jo også først og fremmest en film om mennesker, og hvad der former os. Og den kategori kan vi trods alt godt sætte os ind i. Det er ikke nødvendigvis en film om racisme, men en film om de fordomme vi møder hinanden med – på kryds og tværs«.
Men var I nervøse for at stå på den forkerte side af historien efter George Floyd ved at have betjentene som hovedkarakterer?
Ølholm: »Nej, for det handler jo om at forstå hinanden. Og hvis du ikke er interesseret i at forstå andre mennesker, så kommer vi aldrig videre. Derfor er empatien mellem mennesker så vigtig i en tid, hvor ekstremerne sætter agendaen, og hvor der ikke er nogen vej tilbage, hvis du først indtager den ene eller den anden politiske grøft. Det er en meget sort-hvid-skildring, så på et basalt plan er det supervigtigt at holde fast i, at betjente ikke alle sammen er nogle svin, og mørke drenge fra ghettoen ikke kun er kriminelle«.
’Shorta’ har premiere på torsdag, den 8. oktober.