’#Alive’: Netflix-film viser, at der stadig er bid i zombiegenren
Er zombie-genren ikke snart lige så død, som de omvandrende kadavere?
’The Walking Dead’ slumrer sig langsomt ned i graven (trods utallige spinoffs), og alle måder, hvorpå man ender som zombie, er efterhånden mæsket igennem.
Derfor er det måske ikke så underligt, at man sidder tilbage med en af deja vu, når Il Chos Netflix-film ’#Alive’ er færdig.
Gameren Joon-woo (Yoo Ah-in) vågner, som han plejer, hjemme hos forældrene og tænder for det elektroniske monster, hvor han er gud. I det farvestrålende skær fra computerskærmen hygger han sig i den virtuelle verden, med et veltilfreds smil.
Lykken er dog kort.
»Tænd for tv’et«, lyder det.
Advarslen fra regeringen tikker ind på telefonen. Ingen må gå ud, fordi der er optøjer i den Seoul-provins, hvor Joo-woo bor. Da han kigger ud på gaden fra lejligheden på 8. sal, ser han kaosset.
Panisk forsøger hans naboer at flygte fra andre mennesker, der angriber dem med frådende aggressivitet. En mor og en datter finder hinanden. Omfavnelsen emmer af lettelse – som bliver til rædsel, da pigen sætter tænderne i moren.
Og så er den spirende apokalypse ligesom i gang.
Isoleret i sin lejlighed ser drengerøven dagene flyde ud i et, i takt med at elektricitet, mad og vand forsvinder.
’#Alive’ er skrevet af Matt Taylor og baseret på hans manuskript til filmen ’Alone’, der pudsigt nok først får premiere på et senere tidspunkt.
Inspirationen fra franske ’The Night Eats the World’ og Max Brooks’ zombiebog-klassiker ’World War Z’ (nej, Brad Pitt-filmen er ikke god) anes på overfladen, men takket være to skuespillere rives man med.
Yoo Ah-in tryllebandt publikum med sin præstation som Jong-su i Lee Chang-dongs mesterværk ’Burning’ fra 2018. Præcis som dengang drager han publikum ind, så man ikke kan gøre andet end at holde af ham, ligegyldigt hvor barnagtig og hovedrystende han opfører sig.
Det er også derfor, at hjertet ryger op i halsen, da han lægger løkken om halsen på den 20. dag efter udbruddets start. Bedst som han hænger der, gispende efter den sidste mundfuld livsgivende ilt, begynder en rød prik at danse rundt på hans ansigt og rundt omkring i rummet.
Afsenderen er pigen Yoo-bin, spillet af Park Shin-hye. Formidlingen af den introverte pige, som egentlig ikke har de store problemer med at klare sig i den katastrofale situation, er subtil og behagelig. Hun rynker på næsen over hans manglende evner til at klare sig selv og ryster lettere opgivende på hovedet, da han sover over sig, efter de har aftalt at mødes på tværs af bygninger klokken syv om morgenen.
Kontrasten mellem de to er slående, og Park arbejder med en herlig, lettere bedrevidende arrogance, der tilfører ’#Alive’ et befriende komisk element efter knap 40 minutters miserabel overlevelse i zombie-apokalypsen.
De vandrende døde er godt lavet, med overvægt af praktiske effekter for at kreere de blodtørstige monstre. Det giver noget helt særligt tekstur og realisme, når der er brugt proteser og falsk blod, end hvis det hele er et CGI-orgie. De ligner mareridtsvæsner og skal nok give onde drømme til de mindre hærdede seere.
At det er ’intelligente’ zombier, der husker elementer fra deres liv og for eksempel kan åbne døre, bliver desværre kun brugt, når det er belejligt for spændingen.
Det kan dog ikke ændre på, at ’#Alive’ er en fed lille film om det essentielle i at have nogen ved sin side, så man ikke skal kæmpe mod alle livets udfordringer helt alene. Alt, man behøver, er en makker og en økse til at bekæmpe horden af kadavere, der kommer stormende efter jer.
Kort sagt:
Charmerende skuespil og gode effekter holder tempoet oppe i denne koreanske zombiefilm, som slår fast, at apokalypsen (og livet) bare forløber bedre, når man har nogen ved sin side.