Wilco

»I survived / It’s good enough for now«, synger forsanger Jeff Tweedy på titelnummeret ‘Sky Blue Sky’ med sin blide, rare stemme, så det giver et stik i hjertet og en klump i halsen. Den bravt underspillede attitude og tilbagelænede musikalske vellyd løber som en fint puklet rygrad på endnu et glimrende album fra Tweedy og co.

Wilco går for at være et af USA’s bedste alt.country-bands, men den genrebetegnelse bliver mere og mere snæver og uholdbar. Her er det mere generelt den varme, afrundede atmosfære fra start-70’ernes amerikanske fokus på sangskrivningen, der fremhersker. Og nu, hvor vi er ved det brune årti, så er den stærke ‘Side With the Seeds’ med sit guitar-ridt godt og grundigt nedsunket i prog-rockens verden. Albummets bedste nummer er dog ‘Impossible Germany’, der fra sit ringlende udgangspunkt udvikler sig til en symfoni for velafrettede guitarer, der præcis er ti gange så blæret, som det lyder i første hug.

Nu og da griber man sig selv i at savne en lille opstrammer, en frisk kindhest eller en samling rustne riffs kylet til jorden for at hvirvle støvet op. Men netop fordi det ikke er et album, der som et andet slangemenneske eller et udråbstegn bøjet i flaksende neon gør vildt og vanvittigt opmærksom på sig selv, glemmer man indimellem også, hvor rart pulserende og vedkommende det egentlig er.