‘The Boys in the Band’: Stjernebesat Netflix-film om homoer i New York er sjov, rørende og stadig relevant
Syv venner. En lejlighed. En fødselsdag. To uventede gæster. Uendelige mængder alkohol og en ubehagelig selskabsleg.
Få elementer, der i ’The Boys in the Band’ væves sammen af ensomheden, skammen og det dybe internaliserede selvhad, de hver især oplever som homoseksuelle mænd i New York i 1968.
Det var året inden de voldelige sammenstød mellem LGBT-personer og politiet ved Stonewall Inn og i den allerspædeste start af kampen for homoseksuelles rettigheder. Indtil 1967 var det tilmed forbudt i New York at iscenesætte teaterstykker om homoseksuelle.
Så da dramatiker Matt Crowley fik sat ’The Boys in the Band’ – et stykke hvor otte (måske ni) bøsser taler frit og ærligt om deres liv og følelser – op off-Broadway, var det intet mindre end banebrydende.
I 2018 blev stykket sat op igen. Denne gang med et cast – blandt andre Jim Parsons (’The Big Bang Theory’), Zachary Quinto (’Star Trek’), Matt Bomer (’White Collar’) og Andrew Rannells (’Girls’) – der kun består af åbent homoseksuelle mænd, som indtil da mest var kendte for at spille heteroseksuelle eller homomænd i biroller. For både at vise, hvor langt vi er kommet, og hvor langt vi har igen.
Filmen, man nu kan se på Netflix, har det samme cast og er produceret af seriekongen Ryan Murphy (’Pose’, ’Hollywood’, ’Glee’, ’Ratched’). Det er ikke så meget en filmatisering af det oprindelige teaterstykke, som det er teater på film, hvor fornemmelsen af kulisse og kammerspil er bevaret.
Vi befinder os i omkring-de-30-årige Michaels lejlighed, hvor han sammen med Donald, Bernard, Emory, Larry, Hank og Harold fejrer sidstnævntes fødselsdag. De er venner, fjender, kærester og tidligere elskere på kryds og tværs og kan næsten ikke være i lejligheden for deres store personligheder. Da Michaels gamle collegeven uventet dukker op, får omverdenens homofobi pludselig et talerør midt i festen, og det sætter gang i en kædereaktion af beskyldninger og indrømmelser, som kulminerer i en leg, hvor de tvinger hinanden til at opsøge skammen fra dengang, de holdt deres seksualitet hemmelig.
Udover enkelte klip hvor vi ser de blikke af væmmelse, mændene møder i offentligheden, tilbringer vi hele filmen i Michaels lejlighed. Og fra det øjeblik den første gæst træder ind, er replikudvekslingen konstant. Det er en overflod af oneliners og hurtige bemærkninger fyldt med humor, selvhad og angst, hvoraf langt de fleste er smågeniale. Udtrykket »åh gud, hvad gjorde jeg i går« er i starten af filmen det, Michael bruger til at beskrive de voldsomme moralske tømmermænd, der (for en tid) fik ham til at droppe alkoholen.
Men efterhånden kommer udtrykket i stedet til at stå for alle de gange, de har været »nysgerrige« sammen med andre mænd og har fortrængt det ved at sige, at de var fulde.
Og i en virkelig fashionable forsinket ankomst til sin egen fest forsvarer Harold sig ved at sige: »Jeg er en 32-årig grim jødisk homo med ar, og hvis det tager mig lidt tid at tage mig sammen, og hvis jeg ryger lidt tjald, før jeg har modet til at vise verden mit ansigt, så rager det ingen andre end mig«.
Det er sjovt på skrift, men endnu sjovere (og ondere), når man ser Quinto som Harold sige det. Han er sammen med resten af det meget velspillende og charmerende cast modbydeligt godt selskab og er med til at gøre ’The Boys in the Band’ underholdende hele vejen igennem.
Selvom den originale version er over 50 år gammel, føles ’The Boys in the Band’ på ingen måde forældet – hverken i sin humor eller i sine temaer.
Karaktererne nærmer sig langsomt gennem de spydige bemærkninger, hvor meget de har lært at hade sig selv ved at se, hvordan andre mennesker ser dem. Den dynamik er stadig relevant i dag. Og fanges i ’The Boys In the Band’ til perfektion.
Kort sagt:
Denne genoplivning af et klassisk teaterstykke om en gruppe bøssers liv og udfordringer i New York i 1968 er stadig en skarp, sjov, rørende og præcis skildring af, hvordan det føles at være anderledes end majoriteten.