Soundvenue Filmklub er præsenteret i samarbejde med Viaplay. Hver uge dykker vi dybt ned i en moderne klassiker og undersøger, om den stadig holder. Hør en dybere diskussion af ‘500 Days of Summer’ i ugens afsnit af Soundvenue Filmklub-podcasten.
Trist britisk popmusik og en fejlfortolkning af ‘The Graduate’ har for evigt forpurret Tom Hansens syn på den eneste ene. Summers forældres skilsmisse har aflivet hendes tro på evig kærlighed.
Kærlighedsbanen kridtes skarpt op i begyndelsen af Marc Webbs indiebasker ‘500 Days of Summer’ fra 2009, hvor han med manuskriptforfatterne Scott Neustadter og Michael H. Weber bag sig gav verden fortællingen om hipsterparret Summer (Zooey Deschanel) og Tom (Joseph Gordon-Levitt), der på sand slut-00’er-vis var en sarkastisk kommentar til den romantiske komedie. Som den alvidende fortæller advarer:
»This is a story of boy meets girl. But you should know upfront, this is not a love story«.
Team Tom
Ligesom Tom forgaber sig i ‘The Graduate’, blev mit eget liv omdirigeret af ‘lykkelig’ kærlighed på film, da jeg som 13-årig stiftede bekendtskab med ‘500 Days of Summer’ en novemberdag i Palads.
Jeg var forelsket i filmens fremstilling af romantik og drømte om, at en sød fyr som Tom ville tegne en skyline på min arm. I årevis prøvede jeg at gøre mig interessant ved at påstå, at min yndlings Beatles-sang var den Ringo-forfattede ‘Octopus’s Garden’, alt imens jeg følte et hemmeligt slægtskab til Summer. Hvis flotte pandehår aldrig for alvor klædte min naive teenagepande.
Selvom jeg var fascineret af hende, syntes jeg samtidig, at hun var en bitch sådan at tillade sig at sige nej til fangsten Tom: En uforløst arkitekt, der bruger sin lillesøster som psykolog.
En opfattelse, jeg ikke udelukkende tror kan bortforklares med, at min idé om forhold beroede på, hvilken Hollywood-film jeg sidst havde fordøjet ukritisk.
I hvert fald delte Twitter-brugeren Emperor Justin min teenagefortolkning af filmen ved et gensyn i 2018:
»Still haven’t forgiven Zooey Deschanel for what she did to Joseph Gordon-Levitt in 500 Days of Summer«.
Hvilket fik selveste Joseph Gordon-Levitt til at sætte tingene på plads en gang for alle:
»Watch it again. It’s mostly Tom’s fault. He’s projecting. He’s not listening. He’s selfish. Luckily he grows by the end«.
Mere end quirky penisråber
Med tiden er det gået op for mig, at Summer er filmens sande helt. Selvom hun i begyndelsen afskriver kærligheden, giver hun forholdet til Tom en chance. Hun er endda ærlig imens og prøver gentagende gange at sænke hans forventninger ved at sige, at hun ikke leder efter et forhold.
Derfor synes jeg, at det er forkert, når folk propper Summer ned i den efterhånden ufokuserede catch-all rodebunke af såkaldte Manic Pixie Dream Girls.
Et udtryk skribenten Nathan Rabin i 2007 opfandt til at udstille en bestemt stereotyp kvindekarakter, der er »en fantasifigur som udelukkende eksisterer i følsomme forfatter/instruktørers feberfantasier for at lære dybt eftertænksomme sjælelige unge mænd at omfavne tilværelsen (…)«.
Det er eksempel på en voldsom gradbøjning af pointen med stereotypen, når man indlemmer Summer med Natalie Portmans fjollede The Shins-fan i ‘Garden State’, der for at føle sig speciel laver en åndssvag lyd og dans. For Summer er tværtimod en kvinde, der for alt i verden nægter at gå på kompromis med sit fremmeste princip: At hun sætter sit forhold til sig selv højere end ideen om alhelbredende kærlighed.
Er Summer en perfekt kvindelig karakter? Nej. Men når man skyder på det hele med Manic Pixie Dream Girl-begrebet dør diskussionen. Med lidt god vilje kan man nemlig plaffe de fleste selvstændige kvindekarakterer i filmhistorien ned.
Hvis man udelukkende vælger at se Summer for at råbe »penis« i en park, spille komedie i IKEA og at kende en af The Smiths største hits, slipper man for at tage hende alvorligt.
Opgør med romcom-klichéer
Med det sagt lærer vi udelukkende Summer at kende gennem Toms øjne. Men ‘500 Days of Summer’ lægger faktisk slet ikke skjul på, hvor selvoptaget hans forelskelse egentlig er.
Næsten lige så klart og tydeligt, som Summer forklarer, at hun ikke tror på kærligheden, skærer filmen det ud i pap, at Tom har en fortabt forestilling om den eneste ene.
Tom og Summer kan begge ses som kommentarer til andre klichéfyldte typer i den i forvejen ofte gammeldags og firkantede romcom-genre. Tom er i al sin fejlbarlighed en modreaktion på den mere traditionelle tendens, hvor det er manden, som er bange for at binde sig, hvilket skal besejres, så den forelskelsesforhippede kvindelige karakter kan opnå sit altopslugende mål i tilværelsen: Den monogame tosomhed.
Summer har sine egne følelser og mål. Beviset finder man i filmens nøglescene, hvor Tom og Summer ser netop ‘The Graduate’ i biografen. Summer græder til filmens slutscene, og Tom forstår ikke hvorfor. Hun græder videre ude foran biografen.
Hun græder, fordi hun er kæreste med en fyr, der er så forblændet af hende, at han aldrig vil forstå hende. Her får vi et altafgørende glimt af Summer som et virkeligt menneske. Bagefter gør hun en ende på den håbløse romance og slår op med Tom.
Det er for mig at se essensen af, hvad der gør ‘500 Days of Summer’ til en romantisk komedie, der affortryller den misforståede dyrkelse af forelskelse i langt højere grad end at bidrage til den.
Følg med i Soundvenue Filmklub i næste uge, hvor vi den står på noir-fornemmelser i tegneserieadaptationen ‘Sin City’.