’Breeder’: Vi kan godt lave gode gyserfilm i Danmark… ikke?
»Hvorfor kan vi ikke lave gode gyserfilm i Danmark?«
Spørgsmålet dukker op med jævne mellemrum. I Benjamin Christensens ’Häxan’, Carl Th. Dreyers ’Vampyr’ og Lars von Triers ’Riget’ har nationen faktisk fostret hovedværker inden for det, nogle vil betegne som kunstgyseren. Uden dem er det svært at forestille sig Robert Eggers ’The Witch’ og ’The Lighthouse’ og Ari Asters ‘Hereditary’ og ’Midsommar’.
»Men hvorfor har der ikke været en god dansk gyser siden ’Nattevagten’?«.
Der har ikke været et rendyrket genreeksempel på samme niveau, men flere af de bedste danske film de seneste år (’En frygtelig kvinde’, ’Underverden’, ’Holiday’, ’Dronningen’ og ’Shorta’) rummer forskellige elementer af gyset. Hvis bare man skruede lidt op…
Til næste år vender ’En frygtelig kvinde’-instruktøren Christian Tafdrup tilbage med ’Benelux’ og gør et forsøg på at skabe et gennembrud for dansk gyserfilm. Det bebudede Tafdrup allerede i Soundvenue tilbage i 2018. I samme artikel kunne man læse om manuskriptforfatteren Sissel Dalsgaard Thomsens ’Breeder’ – »En prosex-feministisk, sadomasochistisk horror-lovestory«, der skulle være både »nasty« og »hardcore«.
’Breeder’, instrueret af Jens Dahl (’3 ting’), ser nu dagens lys. Premieren rammer lige ned i Halloween – og hvad der er blevet en mindst lige så skræmmende højtid for mandlige politikere med skeletter i skabet.
I ’Breeder’s fiktive Danmark bliver unge kvinder holdt fanget og udnyttet for at give modne mænd deres anden ungdom. Fra åbningsscenen sender hovedpersonen Mia (Sara Hjort Ditlevsen) en lidet skjult hilsen til patriarkatets strukturelle magt: »Hvad kan man tillade sig, når man er den, der har magten?«. Og da kæresten nægter at tage Mia hårdt bagfra, tilfredsstiller eliterytteren Mia da bare sig selv med det skarpe metalstykke fra sin ridestøvle.
’Breeder’ kunne godt lyde som en »prosex-feministisk, sadomasochistisk horror-lovestory«. Det er den måske også. Trods de interessante intentioner bliver filmens univers dog for fremmedgørende og historien som allegori for uklar og indspist til at fungere som et relevant spejl af de opråb, vi endelig ser tage form i samfundets institutioner.
For hvad er det overhovedet for et Danmark, filmens Mia befinder sig i? Hun og hendes passive kæreste Thomas (Anders Heinrichsen) skal forestille at leve på en isoleret rigmandsolymp i Nordsjælland, men alligevel savner man fra start tegn på liv. Var virkelighedens billeder tilsvarende monokrome og mennesketomme før covid-19? Foregår filmen egentlig ude i en post-pandemisk fremtiden?
En af filmens få andre karakterer, Dr. Isabel Ruben (Signe Egholm Olsen), vil frem i verden med et fremsynet foryngelsesmiddel. I Rubens plan må unge kvinder gøde (og bløde) for, at ældre mænds kinder kan blive bløde. Ruben er gemen ind til benet. Det får vi understreget i et tidligt tv-interview i filmen, hvor Ruben køligt kører en Kåre Quist-klon psykisk ned med viden om journalistens demente mor.
Thomas laver investeringer for Dr. Rubel. En række overskrevne sammentræf sender Mia durk ned i Rubels laboratorium af tilfangetagne kvinder og filmen ud på et sine steder klamt, men efterhånden ineffektivt og trættende forudsigeligt spor af grumsede torturscener, som amerikansk og fransk horror kørte stort på for over et årti siden.
Hvis man som jeg gik og troede, at mænd var farligst i kraft af deres manglende selvindsigt om egen privilegerede position, har filmen et mindre komplekst stykke ukrudt at hive op. I filmens univers er den mest destruktive (og stort set eneste) mandlige repræsentant en sadistisk fætter ved navn Køteren (Morten Holst). Som lakaj for Dr. Rubel får Køteren en tredjedel af filmen at gå med at brændemærke, hive tænder ud og selvfølgelig pisse på Mia som finish på torturen.
I et hold af teatervante skuespillere slipper Signe Egholm Olsen med dæmonisk kølighed bedst afsted med stort dramatisk spil og de velartikulerede accentueringer af tunge replikker som: »For kvinder er udseendet ikke altid det vigtigste, så længe de (mændene, red.) er der for dem i sengen«. Karakteren forbliver imidlertid en karikeret og overflødig brik i kønsspillet. Hvis ellers et sådan spil finder sted.
Resultatet er 90 procent primalsk sadisme og 10 procent kvindelig empowerment (eller bare en naturlig modreaktion på at blive tortureret og brugt som forsøgskanin). Genrens velkendte træk dikterer kønstematikken, hvor det burde have været omvendt.
’Breeder’ bliver næppe nogen gamechanger for dansk gyserfilm. Jeg hepper stadig på Christian Tafdrup.
Kort sagt:
Hvis der kommer et gennembrud for dansk gyserfilm… lader det vente på sig.