Arctic Monkeys

Historien om Arctic Monkeys er både slidt og gennemkneppet. Skal I have den alligevel? Fire unge knøse fra Sheffield med hang til en rytmisk svuppende opdatering af fordums britrock. Opnår succes via internettet. Hypes som ind i helvede op til udgivelsen af sidste års seje debut. Indfrier forventningerne til fulde. Og så kunne scrapbogen ellers tage sig et fortjent hvil lige her.

Men det ligger tilsyneladende ikke til d’herrer. For nu knap 15 måneder efter debuten ligger der endnu en langspiller klar. En imponerende bedrift i sig selv. Men endnu mere imponerende er det, hvor godt albummet er. Ja, det er ikke bare godt. Det er sgu fremragende!

En gedigen kæberasler af et åbningsnummer får man eksempelvis i singleforløberen ‘Brianstorm’, der samtidig varsler nye og mere kompromisløse toner fra englænderne med sit overraskende og vellykkede samleje mellem Muses komplekse rockridt og The Clashs ligefremme punkenergi. Og så er standarden sat for et album, der ikke har glemt de knuselskelige omkvæd, debuten besad, men som forekommer mere interessant i kraft af sine kontante riff- og rytmekrummelurer, der blandt andet står knivskarpt på den fremragende ‘Balaclava’.

Arctic Monkeys lader i grunden ikke til at have bekymret sig meget om forventningspres, og det kan man kun tage hætten af for. Om titler som ‘Only Ones Who Know’ og ‘If You Were There, Beware’ så faktisk dækker over Sheffield-knægtenes tumultariske oplevelser i hypetromlen skal være usagt. Til gengæld skal det stå funklende klart, at det er en overrumplende opfølger. På den fuldfede måde!