Diverse kunstnere
Der var engang, hvor Paris ikke kunne, ikke ville sove. Dengang hvor Daft Punk havde fat i kraven på den hyperaktive ungdom, der ikke ville misse et beat, ikke ville gå glip af endnu en lovløs fest og absolut ikke ville gå mandagen i møde uden at have slentret ukontrolleret nedad weekendrusens zigzaggede sidegader. I året 1996 og frem stod duoen Thomas Bangalter og Guy-Manuel de Homem-Christo over dem alle med takterne fra det mesterlige debutalbum ‘Homework’. Et album, der fortsat er lærebog for en ny generation af fremadstormende pariserartister.
Daft Punks tidligere manager Pedro Winter, der for fire år siden startede pladeselskabet Ed Banger, holder forsat liv i guldkalven, alle dansede om: ‘Da Funk’. Med denne opsamling har han indkaldt til sit andet husmøde, og det er helt sikkert godt nyt for Københavns nye kuld af modebevidste klubrollinger og purunge neu-ravere med oversize solbriller og kulørte drinks – begge uden styrke i glasset.
Det er grumme toner til de blodtørstige, korsbærerne Justice bringer med sig på heavy metal/house-misfosteret ‘Phantom’, der har skiftet funkens forkyndende ord ud med reagensglasrock. Ild i musikkemikalierne og med keyboardakkorderne stranguleret i forvrængereffekt, hvilket fremkalder lige dele uterlig headbanging og hovedrysten i absurditetens navn. Men kan man ikke danse til det, kan man altid crowdsurfe. Anderledes effektive er Mr. Flash med ‘Disco Dynamite’ og Feadz’ ‘Edwrecker’, der begge tilskynder til vindskæv snubletrådsvals på de absolut mest ustabile beats nord for ækvator. Kan man ikke crowdsurfe til det, kan man jo altid danse. Og danse kan man underligt nok godt.
Modespalternes darling, det hypede pigebarn og Myspace-syngesilden Uffie tilføjer med ‘Dismissed’ fire minutter til sit liveshow. Et show, der nu er 20 minutter langt/kort – lige over den warholske kritiske masse – som hun sikkert allerede turnerer verden rundt med. ‘Dismissed’ er en break-beat-genereret chanson, der godt nok ikke afdækker de dybere poetiske, eksistentielle lag med ordene »Oh, please excuse me, bitch, but I fuck all you wanna beat«, men affatter underholdende afsides seksualundervisning.
Ed Banger-holdet har igen været ude på skrammer – kun afbrudt af musikalsk fosterstilling på Mr. Flash’ ‘Eagle Eyes’ – med alt andet end ordinære skæringer til festhumøret, der stryger mod hårene og alligevel skaber ravage på en klub nær dig. For sidste nye skrig fra arvtagerne til Daft Punk kan få ethvert publikum ude af fatning på gyngende elektrogrund. Måske ryger der et par arme i vejret og dansende ben i kampens hede. Men bare rolig, Ed Banger har styr på det.