Patti Smith

Rockens dronning Patti Smith. En af de mest imponerende dystre, punket, poetiske stemmer overhovedet, og en kvinde med så meget tyngde i fremførelsen, at man gyser, hver gang man bliver strejfet.

‘Twelve’ er en underlig plade (selv) for en underlig fisk som Smith. Albummet består af 12 fortolkninger af andres numre. Til forskel fra Johnny Cash’ lignende projekt, så dyrker Patti Smith kun kendte klassikere. Blandt Hendrix, The Beatles, Dylan, Morrison, Young og så de mere spøjse i denne sammenhæng: Tears For Fears’ ‘Everybody Wants to Rule the World’ og Stevie Wonders ‘Pastime Paradise’. Det kan straks afsløres, at hun skulle have holdt nallerne fra de spøjse.

Måske er albummet Smiths hyldest til sine forbilleder, nu da hun er blevet indlemmet i Rock and Roll Hall of Fame. Det kan også være, at hun bare har tænkt, at det var på tide at indspille nogle af de numre, som hun altid har fucket godt up i sine legendariske liveshows.

Det er i fortolkningen af The Rolling Stones ‘Gimme Shelter’, at Patti Smiths stemme står klarest frem. Grisk ædende sig ind på både tekst og lytter med spyttende skrig og skrål. Ellers tuner hun mange af klassikerne over i sin messende poetiske fremførsel. Hendrix trækkes ned i gear – Bob Dylan lidt op og mere sort. Bedst lykkes det med Nirvanas ‘Smells Like Teen Spirit’, hvor Smith virkelig formår at give sit bidrag pondus. Albummet bølger op eller ned, alt efter ens forhold til originalerne, så når det er skidt, så skyder man skylden på dem og aldrig – aldrig -på Patti Smiths åbenbaring af et stemmebånd.