Blonde Redhead

Himmelske keyboardklange og skævvredne guitarer fra det ydre rum er kørt i stilling på den amerikansk-bosiddende trio Blonde Redheads ventede opfølger til 2004’s mesterlige gennembrud ‘Misery Is a Butterfly’. Anderledes popmusik, som formåede at gøre brug af store emotionelle kontraster, gjorde albummet til et af det års absolutte højdepunkter.

På ’23’ spinder den japanskfødte sangerinde Kazu Makinos verdensfjerne vokal stadig som en reserveret kat omkring de italienskfødte brødre Simone and Amedeo Paces kontante instrumentering og drengede vokaler. Som befandt de sig i hver deres parallelle univers, men alligevel er forbundne af en fælles forståelse for fine popmelodier og både sentimentale og fortvivlede følelser.

Den kosmopolitiske trio lægger storstilet ud med det fængslende titelnummer, hvor en rivende guitar lyder, som blev den spillet et sted ude i de fjerneste galakser. Uden at trioen kan skjule sin taknemmelighed for My Bloody Valentines jomfrurejser til støjpoppens arnested. Det overhøres nemt, for trioen gør deres egen rejse så pokkers monumental. Ikke mindst brødrenes produktion er kompakt og gennemarbejdet, så intet på noget tidspunkt kommer ud af kurs. Albummet er derfor en sikker færd, hvor Blonde Redhead er på en elegant ekspedition til poppens fjerne galakse i følge med deres tre somre gamle sommerfugl.