’Swallow’: Body horror på fremragende streamingtjeneste får det til at ryste i kroppen af væmmelse
Der er intet, jeg hader mere end myten om barberblade i æbler. Alene tanken om det sylespidse metal mod mundkødet får det til at løbe koldt ned ad ryggen.
Derfor rystede hele min krop i væmmelse, da den musede, underdanige hausfrau Hunter (Haley Bennet) impulsivt griber en tegnestift fra gulvet og propper den i munden i body-horrorfilmen ’Swallow’, der bliver distribueret af den fremragende artfilmstreamingtjeneste Mubi. Her er ingen fontæne af blod eller skrigende kvinder, men jeg ville hellere tvangsindlægges til et maraton af hudafpillende, øjenpoppende, bloddryppende film som ’Martyrs’, ’The Fly’ og ’Zombi 2’, end jeg igen vil overvære Hunters små, desperate host, mens hun kæmper for at få den spidse metalstub ned igennem svælget.
Føj for helvede.
Når hun ikke sluger tegnestifter, batterier og marmorkugler, tøffer den hjemmegående hustru rundt i den enorme villa, som mandens stenrige newyorkerforældre har købt dem. »Keep smiling«, lyder det mekanisk fra en tandpastareklame, men den nervøst anlagte kvinde kan knap nok anslå en mine.
Da hun bliver gravid med parrets første barn, begynder hun at sluge små, skarpe genstande. Det giver hende en følelse af kontrol, forklarer hun den psykolog, som hun sendes afsted til, da den kontrollerende svigermekanik opdager, hvad hun har fodret sig selv og det kommende barnebarn (og CEO, som svigerfaren slesk bemærker) med.
Haley Bennet gør en fantastisk figur, både som den kedelige kone, der sammenbidt holder mund, når hun ignoreres til middagsselskaber, og da hun med en tåre i øjenkrogen og et finurligt lille smil sluger endnu en metalgenstand. Med et stillestående kamera og rolig klippestil fører instruktøren Carlo Mirabella-Davis os tæt ind på livet af Hunters ensomme tilværelse.
Den nymoderne villas interiør er dekoreret som et boligmagasin, og mens manden Richie (Austen Stowell, skåret i granit) ligner en Patrick Bateman-dukke på udsalg, så er hans synd hverken, at han er voldelig mod konen eller gemmer parterede sexarbejdere i walk-in skabet. Han er bare sløv og kedsommelig som en stor fed snegl, der har levet i en konsekvensfri glasklokke hele sit liv, og som resultat er komplet uden kanter eller en personlighed. Selv da han finder ud af Hunters problem reagerer han blot ved at hyre en enorm sikkerhedsvagt, der skygger hende konstant. Den slags kan hushjælpen tage sig af. Han har jo ikke tid til at passe på hende døgnet rundt.
Mens mandens stadig mere desperate forsøg på at kontrollere sin hustru intensiveres, forvandler filmen sig fra at være en gyserfortælling om de riges behov for at trampe al afvigende opførsel ned til et indblik i én kvindes desperate kamp for at opnå kropslig autonomi. Derigennem løfter ’Swallow’ en vedkommende finger mod USA’s konservative forhold til abort og kvinders ret til at bestemme over sin egen krop, uden at filmen nogensinde føles belærende.
Og trods min fobi for uspiselige genstande i munden er der noget vidunderligt tilfredsstillende ved at se Hunter mæske sig i siderne af en selvhjælpsbog med den øjenrullende titel: ’The Talent of Joy’.
Kort sagt:
Med sit tidslige opråb om retten til abort og sin grusomme body-horror er ’Swallow’ et glimrende sted at starte for vordende film-connoisseurer, når de skal dykkes ned i MUBI’s fantastiske udbud af stor kunst og smalle fornøjelser.