Sällskapet

Igennem tre år har det svenske sideprojekt Sällskapet i nattens mulm og mørke indspillet et album i eget navn. Bag det hemmelighedsfulde selskab gemmer sig Joakim Thåström og to af hans faste samarbejdspartnere, Niklas Hellberg og Pelle Ossler. Hellberg har blandt andet produceret Thåströms seneste soloudspil, ‘Skebokvarnsv. 209’, der med Ossler som guitarist var et mesterværk fyldt med selvbiografiske stemningsbilleder og afpillet akustik.

Ligeså lavmælt er trioen Thåström/Ossler/Hellberg næsten også. Men så hører lighederne også op. Med den 50-årige ex-punker som frontfigur lægger lyden sig i stedet en smule op ad tyske Einstürzende Neubauten. Det er med andre ord industrielle og halvt instrumentale numre, hvor den menneskelige melodi er erstattet af maskinel klaustrofobi. Her er blandes hvinende togbremser med hviskende sang, Suicide-synths med klaver-klang og monotone metal-lyde med elektrisk guitar.

På ‘Skebokvarnsv. 209’ sang Thåström på ‘Sönder Boulevard’ indfølt og udsøgt om kærligheden til Vesterbro, hvor blandt andet Dan Turéll og Sort Sol engang gjorde ham selskab. Nu er fokus flyttet 300 km sydpå til Hamburg-bydelen St. Pauli, og det skumle sømandsværtshus ‘Nordlicht’, hvor mere eller mindre forliste menneskeskæbner driver i land. Men det radikale Reeperbahn-kvarter bliver ophøjet fra undergrunden til det majestætiske, hvor alle stamgæster er konger ved deres eget bord – hjulpet på vej af en slidt svensk stemme, der giver en ægte varme midt i den iskolde vals med døden. Som albummets absolutte fixpunkt er det grumt, men tæt på at være genialt.

Albummet lyder som det sorteste soundtrack til Lars von Triers ‘Europa’: ekspressionistisk, hypnotisk og uhyre udfordrende. Sällskapet er et sværttilgængeligt, men godt selskab.