Goldrush

Det er på mange måder en klassisk rockhistorie, der ligger bag engelske Goldrushs nye album. Efter at have gjort alting selv, signede de med et større selskab, for dernæst at kvitte dem igen. De tog på en længere USA-turné, men med ét blev det hele for meget. Magien var væk, og pludselig skulle de starte forfra, da bandet nærmest gik i opløsning.

Efter udgivelsen af ‘Ozona’ i 2005, hvor bandet havde genudgivet deres debut ep og fået producer David Fridmann (Flaming Lips og Mercury Rev) til også at producere en ekstra håndfuld nye numre, var alt ellers lagt i støbeskeen til en succes. Bandet var lydmæssigt i samme boldgade som netop Fridmanns store succeser, men havde dog sin egen lyd godt hjulpet på vej af forsanger og sangskriver Robert Bennets talent.

På dette nye udspil forbliver Goldrush tro mod deres amerikanske rødder, men den kantede lyd, som præger tidligere udgivelser er skubbet i baggrunden til fordel for et mere nøgent og enkelt udtryk, der på en god måde viser, at der er ridset lidt i lakken. Det er fortsat Bennets eksistentialistiske tekster, der sammen med de drømmende og smukke melodier udgør kernen. Der er passager så dystre og dunkle, at man virkelig forstår, at de har været nede og vende. Men det afløses af livsglæde og et overskud, der viser, at bandet stadig har hjertet på rette sted.