Volbeat
Som med de bedste opfindelser, så er det på samme tid pisse indlysende og pisse genialt, det, som frontmand og sangskriver Michael Poulsen har kreeret med Volbeat. Volbeats blanding af klassisk rock’n’roll og metallens formsprog er dybt unik, og bandet viser for alvor, hvor skabet skal stå på et andet album der, som et andet stykke dansk design, er et studie i, hvorfor den simple løsning ofte er langt den mest effektive og elegante.
For på overfladen er det ikke specielt kompliceret, det som Volbeat foretager sig. Men når man først dykker ned i pladen, sker der noget spøjst. De simple riffs, enkle opbygninger og repetitive melodier flyder sammen til en række dybe sange, der bliver ved med at vokse og rumstere i ens hoved, mens kroppen med spastisk glæde rykker med på Volbeats stilsikre ‘take’ på et godt groove.
Man begynder at lægge mærke til detaljerne, de små nik til doo-wop-stilen og 60’ernes tyggegummi-pop, indflydelsen fra country og rockabilly og teksternes næsten postmoderne take på 50’er- og 60’er-rockens klassiske emner. Og hvad der i starten lød som en relativt simpel plade, viser sig ved nærmere fordybelse at være noget nær dansk metals svar på Beosound 9000 eller Arne Jacobsens ‘Ægget’ – stor kunst i simpelt design.