Jay-Z

Det er fedt at have rundet de 30. Især når man hedder Shawn Carter, har penge som skidt og bader i berømmelsens skarpe lys. På comeback-udspillet fra Jay-Z, som har ført en kortvarig og halvhjertet pensionisttilværelse fra musikindspilningerne, møder vi en moden mand med styr på tilværelsen og overskud til at se tilbage på sit foreløbige karriereforløb.

Det er ikke længere ‘big pimping’, men i stedet dyre shopping-ture med kæresten, eksotiske stempler i passet og Coca-Cola-sponsorater der fremhæves, når Jay-Z blærer sig. Hans flow er stadig i verdensklasse, men mageligheden skinner igennem på ‘Kingdom Come’, der nok holder et flot lyrisk niveau, men savner skarphed og engagement. Allerbedst bliver det på ‘Minority Report’, hvor en veloplagt Jay-Z uddeler verbale øretæver til Bush-regeringen, for dens dårlige håndtering af orkankatastrofen i New Orleans. Her hører man glædeligt en rapper, som brænder for sin sag.

Produktionerne holder sig til pæn, poppet hiphop, og kommer naturligvis fra sværvægtere som Just Blaze, Dr. Dre, Kanye West og The Neptunes. Desværre, overrasker de kun negativt ved ikke at have kreeret et regulært hit, og det er efterhånden længe siden, ovennævnte herrer for alvor har leveret varen. Et af de mere interessante bidrag kommer fra Coldplay frontmand Chris Martins hænder. Den poetiske ‘Beach Chair’, med en højtflyvende Jay-Z på toppen, kan nemt hyldes som bedste nummer på et album, der ikke hører til mesterens bedste.