Først var han anerkendt forfatter bag ‘The Beach’, så blev han manuskriptforfatter bag film som ‘Sunshine’ og ’28 dage senere’, og dernæst sprang han ud som instruktør med to originale sci-fi-film, ‘Ex Machina’ og ‘Annihilation’.
Alex Garland har haft en karriere, som kan give de fleste grå hår i hovedet af misundelse, og nu er den visionære filmskaber på vej med sin næste film (efter en serieudflugt med FX’ ‘Devs’), endnu en science fiction-fortælling, der bærer titlen ‘Men’.
Hvad filmen konkret handler om, vides endnu ikke, men Deadline.com rapporterer, at Garland har hyret et af tidens hotteste skuespilnavne til en af de bærende roller: Jessie Buckley.
Mange så hende først i ‘Chernobyl’ og ‘Wild Rose’, der til sammen blev hendes store gennembrud, og siden har hun brilleret i blandt andet ‘I’m Thinking of Ending Things’ og den nyeste sæson ‘Fargo’.
Med ‘Men’ vender Garland desuden tilbage til det ultraanerkendte indieselskab A24, efter han rykkede til det mere klassiske studie Paramount med ‘Annihilation’.
Hvornår vi kan forvente at se ‘Men’, er endnu uvist, men det bliver sandsynligvis først i 2022.