Azealia Banks forklarer, hvorfor hun kogte sin kat

Azealia Banks forklarer, hvorfor hun kogte sin kat
Azealia Banks.

Azealia Banks chokerede tidligere på ugen sine Instagram-følgere, da hun delte en video, hvor hun først gravede sin afdøde kat op for siden at koge den.

Det bizarre optrin affødte massevis af memes, mens nogen blev bekymrede for Banks’ mentale helbred. Nu har de mange reaktioner fået den polemiske rapper til at forklare meningen bag ritualet: Hun er blot i gang med at udstoppe katten Lucifer.

»Hvorfor tror I, at jeg ville spise en død kat, når jeg knapt nok kan spise en død ko?«, skriver Banks på Instagram.

»Det kaldes taksidermi… Der er masser af jægere, der har udstoppede hjorte hængende fra deres vægge. I opfører jer alle racistisk, og det her er meget anti-black lives matter af jer. Kattens hoved ligger i blød i peroxide, så han bliver fuldkommen renset. Derefter tager jeg ham til juvelbutikken for at få ham forgyldt«.

Hun uddybede beslutningen i en række andre Instagram-stories, hvor hun kastede sig ud i en større rant om, at ritualet ikke var så meget mere mærkeligt end diverse religiøse riter:

»Han fortjener at blive bevaret. I piger er ikke hårde som mig. Katolikker indtager Kristus’ legeme og blod til messe. Enten er nadveren meningsløs, fordi den erstatter rigtigt kød og blod med brød og vin, ellers er katolikker i virkeligheden vampyrer og kannibaler«.

»Rabbinere suger blodet af en nyfødts omskårede penis. Jeg orker virkelig ikke at høre noget lort om at bevare et kattekranie. I kan kysse min hekserøv. Kristendommen har bogstavelig talt menneskeofre som en central del af doktrinen. Vær sød at tie stille, I kannibal-vampyrer, og gå ud og køb pastoren en ny Mercedes«.

Det er ikke første gang, at Banks tilraner sig opmærksomhed på de sociale medier: Hun har tidligere afsløret, at hun dyrker hekseritualer, og så har hun startet beef med alle fra Russel Crowe til Rihanna og Cardi B. Hun var også en af de få rappere, der støttede Donald Trump.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af