‘Fie’: Først med fem minutter tilbage går DR3-dokumentar i kødet på Fie Laursen
I mit hoved er der ikke nogen naturlig sammenhæng mellem selvmordsforsøg og brazilian buttlift. Men den slags optræder side om side i DR3-dokumentarserien ‘Fie’, der følger det berømte og berygtede mediefænomen Fie Laursen i et år af hendes liv, der er mere turbulent end sædvanligt.
»Enten elsker man mig, eller også hader man mig. Der er ikke noget midtimellem«, fortæller hun om sin polariserende person. Men selvom ikke al kritikken er rimelig, er hele Fie Laursens karriere på sin vis omgærdet af løgn. Fra den første medieoptræden, hvor hun som 16-årig stod frem som mobbeoffer i ‘Go’ aften Danmark’, hvilket efterfølgende viste sig ikke at passe, til i 2016, hvor hun i videoen ‘Min ærlighed’ tilstod at have spillet komedie og løjet for at skabe en persona. Hun har nærmest gjort det til en identitet at være »fake«.
I begyndelsen af dokumentaren møder vi hende kørt i sænk af den karriere, hun har bygget op siden teenageårene. Fie er flyttet hjem til sine forældre efter sit selvmordsforsøg og indlæggelse på den lukkede afdeling. Hun lider blandt andet af posttraumatisk stress og må tage medicin fra morgenstunden for at klare sig igennem et brusebad.
Men forsøget på at skildre de psykiske problemer kommer hurtigt til at stå i skyggen af de skandaler, influencer-Fie roder sig ud i.
I sit forsøg på at få det bedre med sig selv får hun i andet afsnit foretaget en risikabel numseoperation i Tyrkiet, som hun reklamerer for på Instagram. Da hun i tiden omkring operationen bor hos sin kæreste i Norge, bliver hun sagsøgt af det norske forbrugertilsyn, som forbyder den type reklame.
Hun får norske følgere og medieopmærksomhed, men fortæller at »det hele var bare had«. Hvert afsnit er på sin vis en slags fornuftens kortslutning, hvor Fies projekt om »at finde ro« bliver forstyrret af tankeløst annoncørbetalt indhold.
Samtidig er det ikke altid let at forstå, hvad der foregår, hvis man ikke har et forhåndskendskab til Fie Laursen. Men selv da er det uklart, hvilken historie holdet bag serien egentlig vil fortælle.
Den vil vise influencerlivets bagside, men er først og fremmest en bizar omgang kaos. Hvilket ses i afsnit-titlerne, der spænder fra ‘Dør jeg, så dør jeg’ til ‘Fødderne er dem der giver bedst’, som refererer til den karriere, hun afslutningsvis får på amatørpornoplatformen OnlyFans. Der er simpelthen for kort mellem tragisk og tragikomisk.
Det er tydeligt, at ‘Fie’ er lige så forelsket i ideen om at levere et hudløst ærligt kig ind bag kulissen, som Fie er afhængig af berømmelsens kortvarige anerkendelsesfix. Men dokumentaren lykkes mest med at bekræfte fordommene om, at hverken hovedpersonen eller nogen omkring hende tager ansvar for noget som helst. Der bliver aldrig gået det nødvendige spadestik dybere for at komme ind under huden på en ung kvinde, der har optrådt for kameraet det meste af sit liv.
Det kan godt virke, som om vi er tæt på, da vi ser Fie kradse sine arme og ben til blods som følge af sin PTSD eller filme sig selv indlagt på den lukkede afdeling. Men selvom vi bogstaveligt talt ser hende hudløs, holder det dokumentariske projekt sig til at kradse i overfladen.
Det giver mening, at man fra skabernes side giver plads og er forsigtig, da hovedpersonen især i begyndelsen tydeligvis er ude af stand til at tage vare på sig selv. Men efterhånden virker det mere som berøringsangst. For i senere afsnit skal Fie forestille at være rask nok til at pakke sine Louis Vuitton-tasker og flytte til Teglholmen, hvor hun holder indflytterfest med Playbunny-tema og opfordrer sine følgere til at gøre som hende og sælge brugte trusser i reklamer for sugardating.
Med sit lydhøre afsæt i Fie Laursens psykiske sårbarhed ender dokumentaren uagtet som mikrofonholderi for hendes livsstil, der altså sideløbende med smerten tillader hende at tjene store summer penge på at reklamere for gråzoneprostitution som en let vej til luksus – og plastikoperationer som en let vej til lykke.
Værst af alt er det, at man til sidst er blevet eksponeret for så omskiftelig en variation af tankeløse dumheder og sørgelige psykiske følgevirkninger af voldsom kritik fra såvel anonyme haters som indflydelsesrige mediepersoner, at man ikke rigtigt kan mærke noget længere. Muligvis er det sådan, det føles at være Fie Laursen.
»Først plastikkirurgi, så sugardating, nu laver du porno, helt ærlig Fie, hvornår er det nok?«, bliver der endelig spurgt, da Fie til sidst i dokumentaren fortæller glad om OnlyFans-(porno)platformen, som ifølge hende er det første sted, hvor alle elsker hende – og betaler op til 50.000 for en video af hendes beskidte fødder i stilletter.
Men på det tidspunkt er der desværre kun få minutter tilbage af dokumentaren. Næste øjeblik hygger hovedpersonen sig på bagsædet af sine forældres minibus på vej til sit fodfetichfinansierede eksil i Spanien som den foreløbige hovedløse ‘Fie’-finale.
Kort sagt:
Selvom ‘Fie’ bilder sig ind, at den er tæt på sin hovedperson, tjener dokumentaren ikke noget større formål end at zoome ind på en trafikulykke. Men der bliver holdt akkurat nok afstand til, at det aldrig føles forkert at se med.