P. Diddy

Det kan anbefales at bruge mere end bare play-knappen, når ‘Press Play’ først sidder i cd-afspilleren. Både forward-, pause- og stop-knappen kan være nyttige, hvis man vil have den optimale oplevelse. Det nyeste opus fra allestedsnærværende Diddy strækker sig nemlig over 19 numre og små 80 minutter, men indeholder højst en lille håndfuld ørehængere, der hæver sig over det anonyme og skabelonsprægede pophop.

På den positive playliste er der blevet plads til et par dansable numre, som også indeholder noget af det hit-potentiale, man må kunne forvente sig af manden. ‘Tell Me’ er tilpas potensfremkaldende med synthpop og populær-omkvæd, som Christina Aguilera kvidrer med på. ‘P. Diddy Rock’ er fuldgod feststimulans med digitale trommer, kitschet keyboard og tempofyldt gæsterap. Og det bliver skam helt godt på den overraskende ‘Hold Up’, hvor et bastant staccato-beat og kuldeskærende børnekor får lov at udfolde sig, mens Diddy en sjælden gang kigger indad og giver branchen en ironisk bredside: »See a nine figure nigga making Bugs Bunny money, it’s eons beyond bling bling«.

Det ændrer dog ikke på, at ‘Press Play’ bare er endnu et slattent skud i et genregeværet. Pondus er der ikke meget af, men derimod masser af mental pauseposition, når Diddy snøvler sig gennem sit tekstlige storhedsvanvid, der efterhånden grænser til det komiske: »I gave myself to the world, now it’s like you owe me something«.

Så hjælper det jo altid med lidt input udefra. Ikke mindre end 20 gæster yder vokal førstehjælp, mens 14 forskellige producere har skruet på knapperne. Det giver naturligvis mange strittende stiløvelser, men forbavsende få effektive energiudladninger. Den største overraskelse er dog, at Diddy selv holder sig fra at svinge med tangentstokken og undervejs afslører, at dette måske er den sidste dans. Det har vi jo hørt før fra hip-hoppens store entreprenører. Men denne gang vil knap så mange begræde et tryk på stop-knappen.