’Atlantic Crossing’: Norsk hitserie lukker os aldrig helt ind i Kronprinsessens gemakker
Interessen for de royale og livet bag de tronende paladser har fået vind i sejlene efter ’The Crown’. Men hvor Netflix-successen tør gå i kødet på karaktererne omkring Dronning Elizabeths engelske kongehus, så man betages af konflikten mellem deres indre liv og det polerede ydre, kradser ’Atlantic Crossing’ kun lidt i overfladelakken.
Den norske serie, som er blevet et stort hit i hjemlandet, er inspireret af virkelige hændelser under Anden Verdenskrig. Det er historien om den norske Kronprinsesse Märtha (Sofia Helin) og hendes rygteomgærdede forhold til den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt. Og med selveste Kyle MacLachlan i rollen som præsident Roosevelt og de storslåede locations får man et praj om produktionens ambitioner.
Gennem instruktør Alexander Eiks cast bindes bånd mellem de skandinaviske lande med svenske Sofia Helin fra ’Broen’, danske Søren Pilmark som Kong Håkon og norske Tobias Santelmann (’Ud og stjæle heste’, ’Kon-Tiki’) som Kronprins Olav.
Fortællingens omdrejningspunkt er Kronprinsesse Märthas eksil i Washington D.C., hvor hun udvikler et nært forhold til præsidenten. Et forhold, som, ifølge serien, fik enorm indflydelse på USA’s politiske retning under krigen.
Imens føler hendes mand Kronprins Olav sig handlingslammet i sit eksil i Storbritannien, hvor han med sin far Kong Håkon og den norske regering kæmper for de allierede styrker. Dels presset af sin mand, den norske konge og regering, dels med et blødende hjerte for de slagne krigshelte og det besatte hjemland forsøger den blåøjede kronprinsesse at navigere i politikkens og lobbyismens arena.
Symbolikken er til at føle på, som vi introduceres for de centrale karakterer. I idylliske, snebeklædte omgivelser leger de uskyldige børn, mens Märtha saligt betragter dem fra huset. En lykkelig familie med en hengiven mor, en legesyg far og en kærlig bedstefar. Men idyllen trues af krigen, som ulmer i det fjerne og snart vil rulle ind over det endnu uspolerede folk. Det onde personificeres af en skurkagtig tysk officer, der senere indtager det royale hjem og uanfægtet skyder familiens hund.
Potentialet er til stede for en vedkommende og interessant fortælling om en for mange sikkert ukendt historie om en tabubelagt relation mellem to betydningsfulde, historiske personligheder.
Men ’Atlantic Crossing’ kommer aldrig i dybden med karaktererne. Den forbliver på overfladen af de mange menneskelige dramaer, og gennem dialoger præget af klichefyldte vendinger og overdramatiserede reaktioner fremstår karaktererne forudsigelige og unuancerede.
Særligt portrættet af Kronprinsesse Märtha er skuffende. Intentionen om at udfolde et originalt kvindeligt perspektiv på krigen løftes ikke. Märtha er langt hen ad vejen endimensionel som den altopofrende mor og hustru, der blot gør, hvad hun kan for sit hjemland. Over for hende står Franklin D. Roosevelt som en lettere jubelglad karikatur på en amerikaner: en respektfuld, men kvindeglad hyggeonkel. Man længes efter at forstå og mærke, hvad de to finder i hinanden.
’Atlantic Crossing’ er mere optaget af at følge en spændingskurve med store armbevægelser. Krigen er naturligvis en spændingsoptrappende omstændighed, og serien tilbyder bjergtagende locations og storslåede billeder fra de snedækkede dale i Nordnorge til New Yorks skyline og bomberegnen over London.
Serien iscenesætter dragende billeder af både idyl og krig, men meget mere end billedskøn bliver den aldrig.
Kort sagt:
Vi bliver aldrig lukket helt ind i Kronprinsesse Märthas gemakker i stor norsk hitserie.