SEXISME I MUSIKBRANCHEN. Da sexisme for alvor kom på dagsordenen i den danske musikbranche i efteråret, var det uafhængige musikselskab W.A.S. Entertainment blandt de første til at reagere.
De kaldte til et bredt samråd i musikbranchen, der ikke blot skulle identificere problemerne med strukturel sexisme, men også kigge fremad og igangsætte løsningsorienterede initiativer.
»Helt grundlæggende tror vi på, at man finder løsningen sammen«, fortæller selskabets direktør, Jakob Løkkegaard-Friese. »Formålet med samrådet var i høj grad, at hver aktør kunne komme og blive klogere på, hvad problemstillingen er og i samme ombæring lade sig inspirere til at gøre en forskel«.
Samrådet, hvor køns- og repræsentationsforskere delte ud af erfaringer og hvor grundlaget for forandringsinitiativet ’Kunst og kultur i balance’ mod sexisme og ulighed blev præsenteret, mødte bred opbakning i musikbranchen, fortæller Løkkegaard-Friese.
»De fleste kan godt erkende, at der er et stort problem, men jeg tror, der er mange, som ikke helt har været klar over, hvordan man kunne håndtere det«.
Hos W.A.S. Entertainment er diversitet og inklusion en del af selskabets dna. De har fem ansatte, tre mænd og to kvinder, og en flad struktur, hvor alle har noget at sige, når der skal skrives kontrakt med nye artister. I deres portefølje finder man både transkønnede, nonbinære og masser af kvindelige artister, blandt andre Reveal Party, Rebecca Lou, Kamma og Brimheim.
»Det har altid ligget os på sinde, at vi ville have kønsdiversitet, og det har aldrig været et problem for os at opnå det. Det er ikke fordi, vi har gået og tænkt over, at vi skulle huske at signe to kvindelige artister for at skabe balance. Det sker naturligt. Og det er nok der, vi skal hen på et tidspunkt: At man i branchen slet ikke tænker så meget over det ene eller det andet, men gør det af sig selv«, siger Løkkegaard-Friese.
Kvoter kan være en løsning
W.A.S. Entertainment arbejder blandt andet på at gøre op med den sexistiske struktur ved at fokusere på samarbejder med kvindelige producere.
»Vi er i gang med at lave camps for kvindelige producere, fordi vi særligt mangler at få dem aktiveret. Når man kigger på credits på Spotify, er det næsten altid en mand, der har været inde over produktionen. Men der er mange dygtige, kvindelige producere derude, og derfor vil vi gerne undersøge, hvordan vi kan hjælpe med at få dem frem«.
Sidste år lavede selskabet et lignende initiativ for kvindelige sangskrivere, der blandt andet resulterede i den fremragende julesang ’This Time of Year (Wake Me Up When December Ends)’, der bragte et drømmehold af danske talenter sammen: Rebecca Lou, Kamma, Greta, Brimheim og Girlcrush bidrog alle til nummeret.
Et andet fokus er, hvordan man aktiverer musikere, som har en anden etnicitet end dansk eller ikke bor på Sjælland.
»Grundlæggende er det de samme mekanismer som med sexisme, der gør sig gældende i forhold til etnicitet og geografi. Derfor tror jeg også, det er vigtigt, at det her opgør kommer til at handle om diskrimination og biases i alle henseender«, siger Løkkegaard-Friese.
Men som et forholdsvist lille, uafhængigt selskab er det også begrænset, hvor meget de kan rykke ved den overordnede sexistiske struktur i musikbranchen, mener direktøren, der savner at se repræsentanter for de store selskaber som Warner, Sony og Universal ved brancheseminarerne mod ulighed.
»Det er et godt sted at starte, at man som lille selskab er åben og forsøger at arbejde med kønspolitik, men problemet er jo bare, at hvis ikke radiostationerne og Spotify arbejder på den samme dagsorden, så er det svært som musikselskab at komme strukturerne til livs. Derfor handler det enormt meget om, at nogle af de større aktører også går ind og rent faktisk melder klart ud, at de har lyst til at ændre på problemet«.
Synes du, at de tunge spillere på nuværende tidspunkt lever op til deres ansvar i opgøret med sexisme?
»Jeg ved, at Danmarks Radio tager det rigtigt alvorligt. Det er i hvert fald det, de siger. Og jeg synes også, at der sker noget positivt, hvis man kigger på den musik, der bliver spillet på P3 lige nu. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad der er nok i den her sammenhæng.
Vi har et kæmpestort stykke arbejde foran os, fordi vi skal gøre op for mange, mange år, hvor der helt tydeligt har været en favorisering af mandlige kunstnere. Det står jo sort på hvidt, at sådan har det været i rigtigt mange år: Kun én ud af de 20 mest spillede artister på dansk radio er kvinde. Og det gør jo, at hvis man sidder som tiårig pige og har lyst til at spille musik, så bliver det pludselig sværere at tro på, at man godt kan gå efter drømmen og gøre karriere som musiker, når man ikke ser særligt mange andre kvinder lykkes med det«.
Har du et bud på, hvad der kunne løse de strukturelle problemer nu og her?
»Jeg tror, at kvoter kunne være en løsning i en rum tid. Kvoter er ikke den dejligste ting at tale om, fordi det kan virke meget firkantet. Mange argumenterer for, at hvis man indfører kvoter, så bliver musikken valgt på baggrund af køn og ikke kvalitet. Men det argument kommer ofte til kort, synes jeg. For hvem er det, der afgør kvalitet? Hvem er det, der har siddet og afgjort, hvad der har været kvalitet de sidste mange år? Det har jo ofte været hvide mænd i magtpositioner. Jeg er ikke enig i, at kvoter betyder, at man slækker på kvaliteten«.
Et modsvar til kvoter, man ofte hører, er, at der ikke er nok kvindelige artister derude til at udfylde en kvote. Køber du den?
»Nej, det er bestemt ikke mit indtryk. Vi står i den privilegerede situation, at der er rigtig mange kvindelige artister, som gerne vil samarbejde med os – sikkert også fordi vi tiltaler en bestemt profil. Over halvdelen af det materiale, vi får tilsendt, er lavet af kvinder – og kvaliteten er tårnhøj.
Jeg køber ikke argumentet om, at der ikke er nok kvindelige artister, men det er rigtig nok noget, der går igen, hvis man eksempelvis snakker med Roskilde Festival, som har udtalt, at det har været vanskeligt for dem at finde nok kvindelige artister. Det er muligvis også rigtigt nok, at der er for få kvindelige artister, som man kan sætte op på Arena eller Orange Scene. Men hvorfor er det sådan?
Det er jo nok fordi, de ikke er blevet spillet i radioen, eller fordi Spotifys algoritmer favoriserer mandlige artister. Der er en stor strukturel sammenhæng, som jeg synes er skræmmende, men også vigtig at italesætte«.