Two Gallants

Der er et eller andet helt forkert ved alderen på denne amerikanske duo. I starten af 20’erne er de alt for unge til deres musik, for den har hård hud på hænderne, skudsår i hoften og vindslidte rynker i ansigtet. På deres guitar, mundharmonika og gennemtæskede trommesæt skaber Adam Stephens og Tyson Vogel en nøgen og usandsynligt barsk folkrock, der nogle steder bliver decideret punket og andre steder dvæler ved lange, langsomme skæbnefortællnger.

Når man vælger at tage navn efter en James Joyce-signeret frase, så forpligter det. Men Two Gallants lever op til deres litterære referencer på deres andet album, for i dettes univers er fortællingerne sidestillet med musikken. De har ikke travlt. Man kunne frygte, at det ville virke søgt, når en ung knægt fra San Francisco tager udgangspunkt i western-lignende universer med død, whiskey, galger og uforløst kærlighed, men autenciteten er dybt forankret i Stephens’ rustne røst, når han synger linjer som »I shot my wife today, dropped her body in the Frisco Bay«.

Nogle steder hænger der næsten en Johnny Cash-tåge over de skæbnetunge sange, der nogle gange runder de ni minutter, mens musikken andre steder tangerer Bright Eyes’ udkrængende skrøbeligheder. Men Two Gallants er mere rå, mere sig selv og mere interessante lige nu.