Efter to nervepirrende tætte semifinaler var det i weekenden tid til den store finale i Soundvenue Showdown: Soundvenues turneringsformat på Instagram, hvor tusindvis af brugere i løbet af de seneste uger har stemt på ‘den bedste film om at være ung’.
Vi startede med 32 film, efterhånden blev flere og flere elimineret, og tilbage stod så sværvægterne ‘Superbad’ og ‘Call Me By Your Name’ i den store finale, efter de havde slået henholdsvis ‘Mean Girls’ og ‘Good Will Hunting’ ud.
Og her blev der fundet en relativt sikker vinder: Greg Mottolas ‘Superbad’ nuppede overbevisende trofæet og altså titlen ‘Verdens bedste film om at være ung’ ifølge Soundvenues brugere.
Og det er vi faktisk ret overraskede over! Undervejs forsvandt film, som måske mere direkte går i hjertet, fra Timothée Chalamet og Armie Hammers romance til hjerteknusere som ‘Romeo + Juliet’, ‘Fucking Åmål’ og ‘Adéles liv’, og film, der på overfladen har mere vægtige tematikker som ‘Trainspotting’, ‘Juno’ og ‘Moonlight’.
Men ingen kunne altså hamle op med drengerøvskomedien om amerikansk highschooldruk, -venskaber og -liderlighed, der for alvor lancerede folk som Jonah Hill, Michael Cera og Emma Stone, løftede Seth Rogen og Bill Hader til stjernestatus og sammen med ‘The 40 Year Old Virgin’ fra to år tidligere satte producer Judd Apatow på tronen som Hollywoods absolutte komediekonge.
Barndomsvennerne Seth Rogen og Evan Goldberg begyndte at skrive på manuskriptet, da de var blot 13 år, og de formåede at ramme en autentisk nerve af vildfaren testosteron, coming of age-usikkerhed og øm teenageuskyld, fordi de kendte følelserne så godt fra deres eget liv.
Med ‘Superbad’ skrev de en hyldest til de kiksede outsidere, der historisk har stået i skyggen af de populære highschool-kids i amerikansk film, fordi de selv vidste, hvordan det var at gå i highschool, og hvor barnlige og vulgære de og deres venner sådan ægte talte og opførte sig.
‘Superbad’ rykkede grænserne for, hvordan unge kunne opføre sig i en amerikansk mainstreamfilm, og det blev en øjeblikkelig klassiker, som alle unge så, da den kom frem i 2007.
Men det tyder altså på, at den stadig bliver set og elsket i dag. Måske bare fordi den er genuint sjov og så spækket med elskelige karakterer og godt selskab, at man kan sætte den på igen og igen og igen, mens nogle af de andre mesterlige film nævnt ovenfor kræver et større tilløb. Måske også fordi så store dele af dens cast den dag i dag fylder godt op i Hollywoods populærkulturelle landskab.
Og så måske fordi filmen – i et sandt Apatow-særkende – ikke kun er fis og ballade, men også har de varme følelser med, særligt omkring den vidunderligt kiksede McLovin, der står for nogle af filmens mest uforglemmelige scener.
‘Superbad’ har dog også fået kritik gennem årene, særligt for at billige seksuelle overgreb med sit fokus på, hvordan de unge nørder forsøger at drikke piger fulde, så de kan miste deres mødom, inden de skal på college. Ud over det ret åbenlyst problematiske i selve den konkrete handling bærer filmen på en problematisk – og i Hollywood meget udbredt – pointe om, at mænd har ret til sex, mener kritikerne.
Hvor mange af dem, som har stemt på ‘Superbad’, der har genset filmen gennem det nutidige prisme, er ikke til at sige.
Men uanset hvad har den i hvert fald skåret sig et så vedholdende hjørne i mange menneskers bevidsthed, at den halvandet årti efter premieren kunne stå tilbage som sejrherre af vores Soundvenue Showdown.