Ja, selvfølgelig er Bucky i ’The Falcon and the Winter Soldier’ queer

Marvel-serien 'The Falcon and The Winter Soldier' hitter lige nu på Disney+ – og det er ikke nødvendigvis kun actionscenerne, der får fan-pulsen op, skriver Lise Ulrich.
Ja, selvfølgelig er Bucky i ’The Falcon and the Winter Soldier’ queer
Sebastian Stan i 'The Falcon and the Winter Soldier'. (Foto: Disney+)

Spoilers for de første to afsnit af ’The Falcon and the Winter Soldier’ på Disney+.

KOMMENTAR. Er tiden virkelig inde, Marvel … ?

Efter to ud af seks afsnit af Avengers-miniserien ’The Falcon and the Winter Soldier’ på Disney+ har vi fået ’Mission Impossible’-inspireret fly-action, Black Lives Matter-referencer, indblik i superheltes vidunderligt leverpostejsagtige problemer med at få banklån og en ny, øretæveindbydende udgave af Captain America (seriøst, vil nogen stikke ham en flad herfra?).

Og nå ja, ikke så lidt queerbaiting fra et studie, der i årevis på kalkuleret vis har tilskyndet saftig SOME-fanhype som substistut for selv at realisere LGBTQ-tematikker på skærmen.

Brie Larson i ‘Avengers: Endgame’. (Foto: Marvel)

… Hvorfor de eneste bette »godbidder«, vi fans allernådigst har fået, har været instruktør Joe Russos unavngivne cameo som en homoseksuel mand i Captain Americas terapigruppe i starten af ‘Avengers: Endgame’, rygterne om, at Captain Marvel sikkert er lesbisk (fordi kort hår + band-t-shirts = gay) og det faktum, at ‘Thor: Ragnarok’ oprindeligt indeholdt en nu slettet scene, der bekræftede Tessa Thompsons karakters biseksualitet.

Tessa Thompson i ‘Thor: Ragnarok’. (Foto: Marvel)

Om Marvel Cinematic Universe vitterligt er klar til at springe helt ud og ind i den moderne virkelighed med ’The Falcon and The Winter Soldier’ er endnu uklart, men vi og det halve Twitter (okay, en tredjedel) er ikke i tvivl:

Serien har allerede så godt som bekræftet, at Bucky Barnes (Sebastian Stan) er queer.

Læser du dette, har du formentlig nogenlunde styr på, hvem The Falcon og The Winter Soldier er, men for nu alligevel at opsummere historien om de to perifere Avengers (sorry), der pludselig gik hen og blev serielands mest elektriske nye power couple:

Et halvt års tid efter begivenhederne i ’Avengers: Endgame’, slår heltene Sam Wilson aka. The Falcon og Bucky Barnes aka. The Winter Soldier sig modvilligt sammen for at bekæmpe bad guys, til trods for at de ikke kan udstå hinanden.

‘The Falcon and the Winter Soldier’. (Foto: PR)

Gutternes eneste fællesinteresse førhen var deres venskab med den rigtige Captain America (Chris Evans), men nu hvor ikonet har kastet skjoldet i ringen, er navnlig Bucky efterladt uden andet indhold i hverdagen end psykologtimer for sin PTSD og ønsket om at råde bod på alle de ugerninger, han igennem årtier begik for skurkeorganisationen Hydra.

Men jo dybere involverede han og Sam bliver i jagten på terrororganisationen The Flag Smashers, jo varmere bliver de også på hinandens selskab …

Langt ude-STFU-irriterende-woke-typer-på-Soundvenue?

Well, lad os se nærmere på beviserne:

Sebastian Stan som Bucky Barnes. (Foto: Disney+)

Tigerbilleder, Bucky … ?

I første afsnit bliver Bucky mere eller mindre skubbet på date med en sød, kvindelig bartender. Her afslører han, at han har prøvet onlinedating, men at det ikke var andet end »tigerbilleder«.

Huh? Er Bucky blevet stalket af Joe Exotic?

Bevares, kommentaren kan i en røvkedelig verden være komplet random, men den køber vi altså ikke. Især ikke fordi mænd med tigre rent faktisk var et kuriøst, meget omtalt Tinder-fænomen i 10’erne, som opsummeret på Tumblr-profilen ‘Tinder Guys With Tigers’ (nej, naturligvis kender vi ingen, der personligt har swipet den type profiler. Latterligt spørgsmål).

Noget tyder dermed på, at 106 år gamle Bucky, som angiveligt har været single siden 1942, har luret på både mandlige og kvindelige profiler i sin søgen efter kærlighed (eller kun mandlige?).

Lille Wiccan i ‘WandaVision’. (Foto: Disney+)

’WandaVision’ åbnede en dør på klem

At Marvels Disney+-serier går til superhelteuniverset med bemærkelsesværdigt større kreativ frihed end de 23 bombastiske film, blev bøjet i David Lynch’sk neon efter de første fem minutter af ‘WandaVision’s vidunderligt syrede, sitcom-smægtende sort-hvide introafsnit.

Og formatet var langt fra det eneste, der signalerede, at Wandas fortælling kickstartede en ny æra for MCU. I Bucky-sammenhæng er det således interessant at hæfte sig ved, at ‘WandaVision’ sådan set introducerede en LGBTQ-karakter fra bagkataloget:

Wandas lille søn Billy aka. Wiccan, der i tegneserierne er åbent homoseksuel.

‘WandaVision’ afsnit 5. (Foto: Marvel Studios)

I ‘WandaVision’ mødte vi en (ultra cute) 10-årig version af den kommende helt, men i familiens køkken kunne man spotte en tegning af et regnbueflag.

‘The Falcon and the Winter Soldier’ har på få timer demonstreret, at den gerne adresserer samfundsaktuelle emner á la systemisk racisme, ensomhed og økonomisk ulighed i USA, så hvorfor ikke slå et længe ventet slag for LGBTQ-inklusion? I en ikke-problematiseret kontekst, tak.

‘The Falcon and The Winter Soldier’. (Foto: Disney+)

Parterapi for labert stirrende mænd

Buckys psykolog er på en nobel humanitær mission for at få sin introverte klient til at åbne op og Twitter til at smelte sammen.

Bedst illustreret i scenen i afsnit 2, hvor hun bad Bucky og Sam om at rykke helt tæt sammen og se hinanden dybt i øjnene for at skabe en meningsfuld forbindelse:

Og her laver vi så en passende glidende overgang til afsnits 2’s andet højdepunkt for Bucky-stans …

Dén scene

Du ved jo godt, hvilken vi mener:

Jep, Marvels seneste superskurk er et forræderisk stykke bladgrønt …

Inspiration fra queer-tegneseriekarakter

Bucky Barnes/The Winter Soldier er selvsagt en karakter fra Marvel Comics, men i filmversionen synes han at være splejset sammen af to personer: Bucky og Arnie Roth.

Roth var Steve Rogers bedste ven, før sidstnævnte blev til Captain America, og de to delte ungdomsminder meget lig dem, Bucky og Steve ofte refererede i ‘Captain America’ og ‘Avengers’-filmene. Vigtigst: Roth kom senere ud som homoseksuel.

Sebastian Stan og Chris Evans som Bucky og Steve. (Foto: Marvel)

Efter ‘Captain America’ og ‘Captain America: The Winter Soldier’ – aka. filmen, hvor Cap og Bucky brugte 2,5 time på at halse længselsfuldt efter hinanden – shippede visse fans duoens intense relation så heftigt, at den efterfølgende ‘Civil War’ imidlertid fandt det nødvendigt at opfinde en grotesk malplaceret kyssescene mellem Cap og hans ungdomskæreste Peggyes niece, Sharon Carter. Lige efter Peggys begravelse, vel at mærke.

Subtilt move, Marvel.

Sharon vender i øvrigt tilbage i ‘The Falcon and The Winter Soldier’ til stor begejstring for … hvem siger du? Ah, ja: Ingen.

Sebastian Stan som Bucky Barnes. (Foto: Marvel)

Manuskriptforfatter er ikke afvisende

I et nyligt interview med NME blev ‘The Falcon and The Winter Soldier’s hovedforfatter, Malcom Spellman, spurgt lige ud, om serien vil give fans svar på, om Bucky er biseksuel.

Spellman grinede og sagde:

»Jeg hopper ikke ned i nogen kaninhuller, men bare se videre … «

Efter den bemærkning tillader vi os at holde græsstrået højt hævet. Også selvom instruktør Kari Skogland så sent som i sidste uge udtalte til Digital Spy (som ligeledes spurgte ind til seriens LGBTQ-vibes), at Bucky og Sams kemi først og fremmest skyldes, at skuespillerne »er enormt gode venner«.

‘The Falcon and the Winter Soldier’. (Foto: Disney+)

Det irriterende »men«

Ligesom Disney og J.K. Rowling før har gjort sig skyldige i ved flere lejligheder (hej, ‘Skønheden og Udyret’ og Dumbledore/Grindelwald), så ynder Marvel som førnævnt at tease sine fans udi det urimeligt åbenlyse.

Af uskønne hensyn til mere konservative seere derude og, surprise, Kina selvfølgelig, hvor homoseksualitet på film og i serier fortsat er et no-go.

Ja, MCU har lovet, at de har LGBTQ-karakterer på vej (blandt andet i filmen ‘The Eternals’ med Angelina Jolie, der lander senere i år), men vi vil immervæk have flere konkrete svesker på disken end en hastig omfavnelse i høet og sporadiske dating-app-referencer, før vi oprigtigt tror på, at træerne kan vokse ind i superheltehimlen.

Selvfølgelig er Bucky queer. Nu skal vi bare have ham og Marvel-bossen Kevin Feige til at give slip på 1940’ernes restriktioner og omfavne 2020’ernes frisind.

Vi hepper på dig, soldat!

‘The Falcon and The Winter Soldier’ kan ses på Disney+, hvor der kommer et nyt afsnit hver fredag.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af