Det kom ikke ud af ingenting, at Thomas Bo Larsen skulle spille alkoholikeren Tommy i Thomas Vinterbergs ‘Druk’, der i aften kan vinde en Oscar.
Indtil for syv år siden var skuespilleren selv ude i et stort misbrug og afhængighed, som han i fredags fortalte om i et stort interview med Radio4-programmet ‘Drømmesengen’ (via B.T.).
»Jeg røg ud i et stort misbrug af alkohol, kokain og piller. Nu har jeg været ædru i næsten syv og et halvt år. Jeg har det fantastisk«, siger skuespilleren.
Bo Larsen fortæller, at han allerede som 13 år havde svært ved at styre sit forbrug af alkohol, hvilket siden ledte til et stofmisbrug.
»Hjernen tvinger dig til at finde undskyldninger for at tage dit stof. De her problemer, du løber væk fra, er i virkeligheden ikke ret store, men hjernen gør dem store, så den kan få sit stof«, uddyber han.
Under optagelserne til Thomas Vinterbergs ‘Jagten’ kunne skuespilleren ikke få sit falske overskæg på, fordi alkoholen opløste limen i skægget, fortæller skuespilleren, som understreger, at han aldrig drak på jobbet, men sagtens kunne drikke en hel flaske vodka alene efter en dags arbejde.
Bo Larsen var en af de personer, der fik overbevist Thomas Vinterberg, om at ‘Druk’ ikke bare skulle være en entydig hyldest til alkohol. Den skulle også reflektere skyggesiderne ved misbrug, krystalliseret i karakteren Tommys destruktive deroute, der på mange måder spejler, hvor Bo Larsen selv var på vej hen, inden han lagde misbruget på hylden.
»Da jeg havde mit misbrug, så gik jeg jo efter døden. Det var så fatalt til sidst. Det var jo hver dag, det var hele tiden. Da jeg holdt op, fik jeg begyndende nervebetændelse i benet, min krop var ved at give op,« forklarer han.
Skuespilleren fortæller, at han på et tidspunkt stod med en masse sovepiller i hænderne og overvejede at tage sit eget liv. Abstinenserne var for hårde og hverdagen var uoverskuelig.
Da han første dag på et afvænningscenter flygtede og bællede en flaske hvidvin på en nærliggende tankstation, indså han, hvor langt ude han var. Han tog til sit første AA-møde kort efter og indså, at han ikke var alene om problemet.
»Det gav mig et håb. Jeg kunne se, de havde det godt. Det ville jeg have, og det har jeg fået«.