I 2019 udgav Billie Eilish det skelsættende album ‘When We All Fall Asleep, Where Do We Go?’ og blev dermed ikke bare en af planetens største artister, men også en ny form for popstjerne, der er knap så pæn og poleret som sine forløbere.
Det er efterhånden over to år siden, det album udkom, men den 19-årige sanger har faktisk været aktiv uafbrudt stort set lige siden. Senest har hun vundet to Grammys, medvirket i en dokumentarfilm og skabt internetrøre ved at afblege sit hår.
Samtidig har Billie Eilish udgivet en række singler, og nu viser det sig, at to af dem faktisk var forløbere for et nyt album, ‘Happier Than Ever’, der netop er blevet annonceret til at udkomme 30. juli. Sammen med titel og udgivelsesdato har Eilish også delt albummets trackliste, en teaser og et cover.
Det skaber selvfølgelig en række spørgsmål: Hvordan kommer albummet til at lyde? Er Eilishs nye frisure et fingerpeg om et stilskifte? Og kan de udgivne singler være et fingerpeg om, hvilken vej den musikalske vind blæser?
De spørgsmål har vi prøvet at finde svar på. Resultatet er selvfølgelig ren og skær spekulation, men hvem har sagt, der er noget galt i at spekulere?
Noget skal man jo bruge tiden på frem til den 30. juli, hvor ‘Happier Than Ever’ altså lander.
Teori #1: Albumtitlen er ironisk, den nye frisure er misvisende, og Eilish er stadig emo
Billie Eilish er en Grammy-vindende superstjerne. Alt kører for hende. Hun har lavet en James Bond-temasang og lige udgivet sin egen dokumentar. Senest har hun skiftet emo-looket ud med en blond frisure, og nu har hun så annonceret, at det kommende album kommer til at hedde ‘Happier Than Ever’.
Det må betyde, at Eilish ikke længere er emo, men har fundet lykken, ikke?
Nej, tværtimod!
På albumcoveret kan man jo også se en tåre trille ned af sangerens kind, og i teaseren synger Eilish om det modsatte af kærlighed: »When I’m away from you / I’m happier than ever«.
Det giver mening. For helt ærligt: Alt det her sukkersøde »jeg er gladere end nogensinde«-show var hele tiden alt for tykt smurt på til ikke at være ironisk.
Vent og se, albummet bliver lige så dystert som altid. Altså: Der er en sang, der hedder ‘Everybody Dies’. Siger det bare.
Teori #2: Det bliver jazzet
Okay, jeg ved godt, jeg lige sagde, det stadig ville være emo, men der hentydede jeg primært til stemningen på albummet. Lyden bliver noget helt andet. Nemlig jazzet.
Ja, jeg sagde det: Jazzet.
Det er måske ikke lige det, man mest forbinder med den 19-årige verdensstjerne, men på ‘My Future’ (en af de to alllerede udgivne singler, der kommer med på ‘Happier Than Ever’) prøvede hun kræfter med en mere jazz-inspireret vokal, og tracklisten afslører også, at en anden af sangene hedder ‘Billie Bossa Nova’.
Så ja, noget tyder på lidt af et musikalsk stilskifte. Måske får vi en helt ny genre i form af emo-jazz?
Teori #3: Albummet kommer til at tematisere kropspositivisme og #MeToo
Billie Eilish har fra start af markeret sig som en stærk politisk stemme, der ikke er bange for at tale om emner som angst, stoffer, racisme, sexisme, bodyshaming og klimaet. Og noget tyder på, at nogle af de tematikker kommer til at fylde på ‘Happier Than Ever’.
Én af sangene på tracklisten har således navnet ‘Not My Responsibility’, hvilket også var titlen på en kortfilm om bodyshaming, som Eilish viste under en turné.
Andre sange som ‘Male Fantasy’ og ‘NDA’ kunne samtidig godt ligne, at de tackler kønsproblematikker – sidstnævnte titel hentyder således til fortrolighedserklæringer, som er et af de midler, mænd har brugt til at lukke munden på kvinder, de har forbrudt sig mod.
Teori #4: Det her bliver en gigantisk albumkampagne a la Bieber og The Weeknd
Der er lidt to skoler inden for albumudgivelser for tiden.
Man kan udgive et album ud af det blå (også kendt som at ‘lave en Beyoncé’), som Taylor Swift senest gjorde det med ‘Folklore’, eller man kan lave en lang kampagne med store annonceringer og flere singler som Justin Biebers ‘Justice’-udgivelse eller den stort anlagte kampagne omkring The Weeknds ‘After Hours’.
Billie Eilish kommer klart til at følge sidstnævnte metode. Den første single fra ‘Happier Than Ever’ landede 30. juli 2020 – et helt år før albummet er sat til at komme. Albumannonceringen er nu kommet hele tre måneder før udgivelsen.
Det betyder én ting: Det her bliver stort. En mange måneder lang albumkampagne med singler, musikvideoer, optrædener og annonceringer. Eilish tager popstjernerollen på sig til fulde.
Der er meget at glæde sig til – og det er ikke en teori, det er et faktum.