Field Music

Nok markedsfører Field Music sig på at bestå af medlemmer fra Maxïmo Park og The Futureheads, og nok lægger musikken sig op ad den efterhånden så velkendte postpunk-revival. Men de britiske knøse bidrager alligevel med noget nyt. Knap så hektisk som The Futureheads og knap så prætentiøst som Maximo Park præsenterer Field Music en særegen dynamik og energi.

Alle tænkelige instrumenter køres i stilling og skydes af sted med hvirvlende rytmeskift og medrivende breaks. Tamburinen flagrer og bliver afbrudt af rasleæg, rytmiske åndedræt og fingerknips, alt imens en pind stryger stjålent ned ad guiro’en. Blid cello tager over, hvor fængslende klavertoner stopper. Og alt sammen bliver det bakket op af en præcis og pågående, begavet og detaljeret bund af trommer og bas. Der er kræset for detaljerne, men samtidig er helhedsindtrykket snarere enkelt end uoverskueligt.

Opstartnumrene er fejende friske og fyldt med tempo, eksperimenter og skævt hitpotentiale. Halvvejs gennem pladen er luften dog lige ved at gå af rockballonen, men heldigvis formår orkestret igen at bide fra sig med nogle poppede lækkerbiskener som ‘Got to Write a Letter’ og ‘You’re So Pretty…’ til slut.

Glasuren på lydlagkagen udgøres af de iørefaldende Beach Boys-vokaler fra Peter og David Brewis, sprøde og luftige stemmer, nærmest i konstant falset. Alt i alt et ganske charmerende lag knasende sukker.