’Ammonite’: Kærlighedsfilm med Saoirse Ronan og Kate Winslet rummer en sexscene til historiebøgerne
Der er en sexscene i ’Ammonite’.
En scene så hed, at den står i skarp kontrast til det vindblæste 1800-tals England, filmen udspiller sig i. En scene, der tager det forbudte homoseksuelle kærlighedsdrama et sted hen, de oplagte sammenligninger ’Call Me by Your Name’ og ’Portræt af en kvinde i flammer’ ikke kom.
Lige så eksplicit som de famøse sexscener i ’Adeles liv’, og lige så forbudt som da Rachel Weisz spyttede Rachel McAdams i munden i den ortodoks-jødiske ’Obedience’.
Jeg namedropperikke for at være irriterende, men bare for at understrege, at det altså ikke sker særlig tit, at en stor ny skuespilstjerne, her Saoirse Ronan, og et etableret ikon, Kate Winslet, har en sexscene sammen, hvor den ene sætter sig på den andens ansigt. Men det sker altså i ’Ammonite’. I ret lang tid endda.
Der er på overfladen ellers ikke meget, der antyder, at denne film skulle gemme på en sådan scene. Titlen refererer til et uddødt spiralformet havdyr, en ammonit, som er et hyppigt fund i fossilform. Winslet spiller Mary Anning, der bor med sin gamle mor i Lyme Regis – en by kendt for at være hjem for sine lerede kyster med massevis af fossiler i jorden. Dem samler Mary sammen med skaller og andet, der kan sælges til turister som souvenirs.
Egentlig er Mary palæontolog. Som teenager udgravede og kortlagde hun det første fulde skelet af en ichtyosaurus, et stort uddødt reptil, blot for at se videnskabsmænd tage æren for arbejdet og holde hende ude af de videnskabelige selskaber.
Mary holder sig for sig selv, holder sit blik sænket og taler ikke med andre, hvis hun kan slippe for det. Han er derfor alt andet end en velkommen gæst, den velstillede mand, der en dag dukker op og ønsker, at hun skal lære ham at finde fossiler. Han har sin kone med, Charlotte (Ronan), som er klædt i sort, og man fornemmer hurtigt, at en tragedie har efterladt hende ulykkelig i et tomt ægteskab.
Som kur har en læge forslået, at Charlotte skal blive i Lyme Regis og blive vækket til live af den isnende havvind. I stedet bliver hun syg, og Mary tager hende med hjem til sin seng for at tage sig af hende.
Mary Anning er en virkelig person, der som så mange andre kvinder før og efter hende ikke har fået samme plads i historiebøgerne som sine mandlige kolleger.
Kærlighedsaffæren er til gengæld noget, som instruktør Francis Lee, der tidligere har skildret homoseksuel kærlighed i den ligeledes eksplicitte ‘God’s Own Country’, fuldkommen selv har digtet. Det er på sin vis en beundringsværdig måde at give Mary retmæssig opmærksomhed: I stedet for at følge hendes fortabte kamp mod kvindeundertrykkelse placeres hun i en relation, hvor hun følelsesmæssigt konfronteres med alt det, hun tvinges til at undertrykke.
Charlotte vækker Marys seksualitet til live, og med sin mere umiddelbare og imødekommende facon hjælper hun også Mary til at se muligheder i stedet for forhindringer. Måske kan Mary godt løfte blikket en smule, hilse på en kvinde med et barn, lade dem, der holder af hende, nærme sig. Måske kan hun på sin egen ydmyge måde godt opnå respekt for sit arbejde og faktisk tjene penge på det, hvis hun insisterer på sit talent i stedet for stædigt at holde det for sig selv.
Winslet gør Mary til en kvinde, der udadtil virker lige så gold som det engelske landskab, men faktisk bare kæmper for at holde alt det inde, hun ikke må være. Det er overbevisende skuespil, men det giver også fornemmelsen af, at der er meget mere at fortælle om karakteren, end hvad ’Ammonite’ formår.
Lee har tydeligvis haft store ambitioner om ikke kun at skildre forbudt kærlighed, men også klassekamp og ulige muligheder, kristen skam og de store forskelle på kvindekampen i over- og underklassen. Konturerne tegnes op, blandt andet med introduktionen af Marys gamle veninde (Fiona Shaw), der brygger medicinske eliksirer og er en skarp kontrast til videnskabskvindens kyske hjem.
Men undervejs virker det, som om Lee bliver lidt for forelsket i de smukke billeder af Ronan og Winslet mod kystskråningernes grå og blå toner til at kunne fylde historien ordentligt ud.
Det bliver særligt tydeligt sidst i filmen, hvor alle Lees intentioner bliver replikker mellem Mary Anning og Charlotte, næsten som om han godt ved, at seeren ikke har haft mulighed for at opfange dem selv.
Det er skønt, at ’Ammonite’ viser eksplicit kærlighed, men det havde klædt den at være en smule mere subtil.
Kort sagt:
’Ammonite’ rummer en sexscene til historiebøgerne, men filmen selv er desværre mere flad end forførende.