Marilyn Manson er eftersøgt af politet i den amerikanske stat New Hampshire, skriver blandt andre TMZ og Pitchfork.
Rocksangeren med det borgerlige navn Brian Hugh Warner er anklaget for at have begået den mindst alvorlige form for overfald to gange til en koncert i 2019. Her skulle han under sin optræden have spyttet på en fotograf, der var hyret af spillestedet og stod placeret i pitten foran scenen.
Byen Gilfords politi skriver nu i et Facebook-opslag, at de har udstedt en arrestordre på Manson, fordi han ikke er mødt op til afhøring. I samme opslag skriver de, at en dom i sagen kan resultere i en fængselsdom på under et år og en bøde på under 2.000 dollar, svarende til omkring 12.000 kroner.
»Det er ingen hemmelighed for nogen, der har deltaget i en Marilyn Manson-koncert, at han kan lide at være provokerende på scenen, især foran et kamera«, skriver Marilyn Mansons advokat Howard King i en kommentar til Pitchfork.
»Denne påstand om en lovovertrædelse blev gennemført, efter vi modtog et krav fra en spillestedsfotograf på mere end 35.000 dollar, efter en lille mængde spyt kom i kontakt med vedkommendes arm. Da vi anmodede om beviser på de påståede skader, modtog vi aldrig et svar. Hele denne påstand er latterlig, men vi er fortsat opsatte på at samarbejde med myndighederne, som vi har gjort hele vejen igennem«.
Arrestordren kommer på et tidspunkt, hvor Mansons karriere i forvejen er i kolossal modvind. Siden ‘Westworld’-skuespiller Evan Rachel Wood i starten af året anklagede sin ham for overgreb, har en række andre kvinder fulgt trop med anklager om seksuelle overgreb, fysisk og psykisk vold og menneskehandel. To af dem, Ashley Waters og Esmé Bianco, har for nyligt også sagsøgt Manson, som er blevet droppet af sit pladeselskab.