Arctic Monkeys

Arctic Monkeys er hypet som ind i helvede. Ja, du finder ikke et andet band i Storbritannien lige nu, som får mere opmærksomhed, end de gør. Og så er de fire knægte fra Sheffield dårligt nok fyldt tyve! Mon ikke deres forældre er bare en smule nervøse for, om deres sønner nu også kan klare alt mediepostyret?

Den britiske pladebranche har nemlig allerede spået ‘Whatever People Say I Am, That’s What I Am Not’ til at blive den hurtigst sælgende rockdebut nogensinde, og Arctic Monkeys-frontmand Alex Turner blev for nylig udråbt til den sejeste musiker i Storbritannien. Så har det saftsuseme bare at være en god plade, debuten fra Arctic Monkeys, og det er lige netop, hvad ‘Whatever People…’ er. Ja, den er ikke bare god, den er fremragende!

Med vink til klassiske punk- og popgrupper som The Clash og The Smiths og nutidige navne som Oasis og The Libertines går Arctic Monkeys uimponeret til værks og spiller en eksplosiv garage-pop spækket med friske drengerøvs-melodier, der sagtens kan drikkes bajere til. Tag bare albummets første to numre, den rytmisk ustyrlige ‘The View From The Afternoon’ og den suveræne singleforløber ‘I Bet You Look Good On The Dancefloor’ – hvis de ikke kan sætte gang i en teenagefest, så er der ikke meget, der kan. Det er fodflyttende og røvrystende på den fede måde, og der er ikke skyggen af selvhøjtidelighed at spore hos de fire knøse.

Tekstuniverset er ikke overraskende i den ungdommelige afdeling, men frontmand Alex Turner er ikke bleg for at dele kindheste ud til eksempelvis selvindbildte rockstjerner. Som han synger i ‘Fake Tales of San Francisco’: “You’re not from New York City, you’re from Rotherham / So get off the bandwagon, and put down the handbook”. Og det kan han faktisk godt tillade sig. De har nemlig noget at have hypen i, Arctic Monkeys: Et intet mindre end fremragende album.