Hvorfor gider nogle af verdens største musikstjerner ikke lave musik mere?

Verdensstjerner som Rihanna og Kanye West tjener langt mere på deres forretningsimperier, end de gør på at udgive sange. Og det har indflydelse på deres musikalske karrierer.
Hvorfor gider nogle af verdens største musikstjerner ikke lave musik mere?
Rihanna i undertøj fra sit Savage x Fenty-mærke. (Foto: Rihanna/Instagram)

KOMMENTAR. Hvis du skulle udvælge de seneste 20 års vigtigste hiphopkunstner samt kåre den største popstjerne, er der nok en ok chance for, at du ville ende med at pege på henholdsvis Kanye West og Rihanna.

Begge er ikke bare superstjerner – de er blevet den slags ikoniske artister, der definerer deres tidsperiode. Og netop derfor er det så besynderligt, at deres interesse i stigende grad synes at ligge et helt andet sted end musikken.

Lad os bare starte med Rihanna.

Siden hun lykkedes med en kunstnerisk og kommerciel triumf med sit ottende album, ’Anti’ i 2016, har hun hvilet på sine laurbær med en stor, fed joint i hånden og tankerne rettet mod sit mode- og beautyimperium.

Der har været lidt halvhjertet snak om et reggaealbum, men på nuværende tidspunkt føles det ærlig talt mest som om, popstjernen troller os, når hun taler om en kommende udgivelse.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Da en fan efterspurgte et nyt album i kommentarsporet på Rihannas Instagram tilbage i januar, blev hun for eksempel besvaret med et køligt »grow up« fra popstjernen.

I oktober 2020 udtalte den for tiden mestendels inaktive musiker desuden i et interview, at hun bare vil »have det sjovt med musikken«, og hun lød mest af alt som en person, der ikke har så vanvittig meget at bevise længere – og som har sit fokus et andet sted.

Venstrehåndsarbejde

Kanye West udgav – ligesom Rihanna – et hyldet album i 2016 i form af ’The Life of Pablo’. Det album har dog ikke været rapperens sidste udgivelse, men det virker i stigende grad som hans sidste virkelig store album.

Siden ’Pablo’ har Kanye West virket ekstremt ufokuseret. Han har udsendt ufærdige sange på sine sociale medier og endda udgivet et nummer, der nærmest bare bestod af et soulsample og pruttelyde (’Lift Yourself’).

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De album, han har udsendt, har været lige så sjuskede, som Kanye før var perfektionistisk. ’Ye’ og ’Jesus Is King’ er ikke uden stærke momenter. Men de er bare langt fra de hovedværker, man forventer, når Kanye West udgiver at nyt album.

De seneste fem år har Kanyes musik helt enkelt virket som venstrehåndsarbjede. Her er det selvfølgelig en mulighed at sætte kvaliteten af musikken i relation til hans mentale tilstand, der tydeligvis har været ustabil.

Rapperen har i de seneste år haft mange offentlige meltdowns, ført en mildest talt uigennemtænkt og i sidste ende katastrofal præsidentkampagne, og senest er han i gang med en skilsmisse fra Kim Kardashian, der ellers har støttet sin kontroversielle ægtemand gennem mange svære tider.

Men det mærkelige er, at selv om Kanye Wests offentlige image og musikalske karriere har taget noget af et dyk et seneste halve årti, er hans rolle som designer og tøjskaber kun blevet større og større.

Og her er vi faktisk ved et centralt lighedspunkt mellem rapperen og Rihanna.

Fra kunstner til forretning

De har nemlig begge vokset sig exceptionelt store i forretningsverdenen og er muteret til en slags altoverstrålende livsstilsbrands. Kanye gennem sit Yeezy-mærke, der senest har startet et stort samarbejde med GAP, og Rihanna gennem Fenty Beauty og Savage x Fenty, der sælger henholdsvis makeup og undertøj.

Yeezy og Fenty er ikke bare sidegeschäfter for de to musikere. De er blevet deciderede forretningsimperier. Begge brands vurderes således til at være over en milliard dollar værd.

Jep, milliard; ikke million. Det er altså forretning på en skala, som man ikke ser hos kendte normalt – selv ikke de allerstørste.

Kanye West. (Foto: Brad Barket/Getty Images)

Det virker derfor lidt som om, at den musikalske inspiration er forsvundet i takt med, at de to stjerners forretninger har vokset sig meget større – rent økonomisk – end deres karriere som kunstnere.

Nu er de i virkeligheden endt i en situation, hvor musikken er blevet deres side business. Kanye og Rihanna tjener jo væsentlig mere på tøj og andre produkter, end de nogensinde kunne gøre på Spotify-streams.

Dén karriereudvikling, man ser hos de to musikere, kan man sagtens forestille sig blive mere og mere normal i fremtiden.

For Kanye og Rihanna (og forløbere som Jay-Z og Beyoncé) har vist, at musikken ikke nødvendigvis behøver at være det øverste trin på karrierestigen. En musikalsk karriere kan i stedet være et mellemstadie på vej til noget, der genererer endnu mere indtjening.

Og hvis historien er en læremester, så tyder noget på, at mennesker har det med at følge indtjeningsstrømmen. Forvent ikke et Rihanna-album lige foreløbig.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af