Greta overraskede alle med mesterlig technorave i Roskilde
Jeg troede egentlig, jeg vidste, hvad jeg kunne forvente af Greta. Smoky, svævende synthpopsange blandet sammen med en håndfuld mere energiske, boblende numre i samme genre. Det var sådan, hendes debutalbum lød, og hun fortsatte den lyd, da hun for en måned siden udgav sin seneste single.
Men der gik ikke længe, inden det gik op for mig, at hendes koncert til Summer Days i Roskilde ville være noget særligt. Hendes scenetilstedeværelse var øjeblikkeligt bemærkelsesværdig. Hun havde en aura af ubesværet coolness over sig. Hun lavede smarte små dansebevægelser, som om musikken bare naturligt førte hende den vej.
Under ‘Daughter’ fik hun og korsangeren endda publikum med på en simpel koreografi. Det klarede hun uden at sige et ord. Det var bare som om, man kunne se i hendes øjne, at hun syntes, det ville være fedt, hvis publikum fyrede de samme bevægelser af. Så det gjorde vi.
Når Greta stod i midten af scenegulvet, havde hun et sæt hængende rørklokker på hver side af sig – begge en armslængde fra hende. Et par gange under koncerten spillede hun på dem begge samtidig, alt imens hun stod og vrikkede med hofterne. Det var virkelig smukt og overskudsagtigt. En af mange stunder, der emmede af, at Greta havde overvejet selv den mindste detalje ved koncerten.
Jeg tror, det danske landshold scorede under ‘Hydrogen’. Der var i hvert fald en ualmindeligt stor jubel. Uanset hvad folk jublede over, så smittede det i hvert fald. Så jeg jublede også – men jeg jublede personligt over, hvor fed en udstråling, Greta havde, som hun stod der med en keytar og lignede en, der havde tjek på det hele.
Lyden var til at dø for. Numrene lød ikke videre anderledes fra studieudgaverne, men der var stadig virkelig kælet for dem. De var dejligt tykke og fyldige. Basgangene kunne mærkes i benene, synthriffene var enormt rige på nuancer. Og så havde Greta valgt at fokusere på nogle af de numre i bagkataloget med mest puls, så det blev en regulær festkoncert.
Hvad jeg aldrig havde regnet ud, var dog at det hele var et setup, så hun kunne spille noget uudgivet musik. Og her vendte hele min opfattelse af Greta sig på hovedet. For pludselig var der techno-rave. Energiniveauet var enormt, der blev fyret blinkende rave-lys af, og lyden var decideret hård – et ord, der ikke ville passe på én eneste sang, Greta hidtil har udgivet.
Det var den der helt perfekte form for overraskelse, hvor jeg på ingen måde havde forventet det, men hvor det samtidig passede helt perfekt ind i stemningen. Pludselig holdt Greta EDM-koncert, og det løftede den i forvejen festlige stemning endnu flere niveauer.
De par klubtracks, vi fik, var virkelig gode, og jeg glæder mig helt vildt til at høre dem i en albumkontekst. De fik lov til at afslutte showet, og jeg kunne nærmest ikke få vejret efter at have hoppet og danset så vildt. Det har jeg sgu savnet at gøre.
Øjeblikkeligt efter koncerten proklamerede jeg til min sidemand, at jeg sagtens kunne have klaret, at Greta fortsatte dobbelt så lang tid. Koncerten varede kun 30 minutter, men det var så til gengæld 30 praktisk taget perfekte minutter.
Kort sagt:
Greta osede af coolness, overskud og overblik, som hun fremførte de mest festlige tracks fra diskografien. Og så tog hun godt nok fusen på os alle ved at slutte med at transformere Dyrskuepladsen til et berlinsk natklubrave.