Marilyn Manson har indvilliget i at overgive sig til politiet i Los Angeles på baggrund af en gammel sigtelse om mildt overfald fra 2019. Det skriver blandt andet Los Angeles Times.
Overfaldet fandt sted til en koncert i New Hampshire i 2019, hvor Manson angiveligt gentagende gange spyttede på en kvindelig fotograf, der var hyret af spillestedet og befandt sig foran scenen.
Ifølge Los Angeles Times vil Manson indfinde sig på politistationen i Los Angeles på et aftalt tidspunkt og gå igennem kautionsprocessen. Han forventes at skulle foran en dommer til august. Hvis Manson bliver fundet skyldig, kan han risikere op til et års fængsel eller en bøde svarende til godt 12.000 kroner.
Mansons advokat afviste anklagen, da den kom frem i offentlighedens lys sidste måned, med henvisning til, at Manson godt kan lide at provokere – særligt når der er kameraer tilstede.
Sagen kommer på et tidspunkt, hvor Manson i forvejen er i kolossal modvind. Han har flere anklager om overgreb og misbrug hængende over sig, blandt andet fra Siden ‘Westworld’-skuespiller Evan Rachel Wood, der i starten af året anklagede ham for overgreb.
Siden har en række andre kvinder fulgt trop med anklager om seksuelle overgreb, fysisk og psykisk vold og menneskehandel. To af dem, Ashley Waters og Esmé Bianco, har sagsøgt Manson, som er blevet droppet af sit pladeselskab.