’Trouble Every Day’ (2001)
Vi europæere har en lang, stolt tradition for at skabe nogle af de mest grænseoverskridende body-horror-film igennem historien. Fra de britiske Hammer-installationer, der genintroducerede Dracula- og Frankenstein-filmene komplet med blod og sex, til italienernes blodige giallo-film, hvor fotomodeller bliver parteret af perverterede maskemænd under farvede lys.
Ingen ringere end den velansete franske auteur Claire Denis søgte igen at flytte grænserne for genrens tabuer med sin body-horror-film ’Trouble Every Day’. Her inficeres mennesker af en virus, der får dem til at fråde efter sex og deres partners rå kød og indre organer. Denis’ aggressive splatterfilm blev startskuddet på den notoriske New French Extremity’-subgenre, hvor kun fantasien satte grænser for afrevne lemmer og litervis af blod i lige dele modbydelige og psykoseksuelle mordscenarier.
Andre lande fulgte hurtigt Frankrigs eksempel. Blandt andet ’Hostel’, ’Saw’-filmene, ’Wolf Creek’ og ’Evil Dead’-remaket. I Danmark måtte vi nøjes den pho-feministiske ’Breeder’ og pivelendige ’Finale’.
Som resultat af den store udbredelse af disse splatter-film i 00’erne samlede New York Magazine i en artikel fra 2006 dem under paraplytermen torture porn. Termen er i sig selv latterlig og banal, fordi den fundamentalt afskriver en hel genre af film, der ifølge kritikeren ikke har nogen kunstnerisk værdi. Ikke ulig den misogyne term for romantiske komedier, chick flicks.
Alligevel bliver termen stadig brugt i dag, selv af kritikere, der burde vide bedre, og den har så småt overtaget pladsen for mere nuancerede og brugbare termer som ’body-horror’ og ’splatter’. Hvilket er en skam: For alt fra anerkendte kunstnerfilm som ’Midsommar’ over den mareridtsagtige ’Martyrs’ til den fandenivoldske kannibalfilm ’Raw’ passer fint under termen torture porn. Så hvad med endegyldigt at med give termen sparket?
’Juon’ (2002)
I gyserregi er der en subgenre, der dominerer kommercielt. 80’erne havde deres slasher-franchises. I 90’erne var vi forgabt af seriemordere. Og 00’erne flyttede fokus til found footage og splatterfilm. Gang på gang har gyserpublikummet opsøgt mere og mere ekstreme former for gru og væmmelse.
Den trend ændrede sig dog i 10’erne, hvor skarpslebne øksehoveder og skrigende, storbarmede teenagere blev skiftet ud med eksorcisme og spøgelser i kamp mod kernefamilien.Fra ’The Exorcism of Emily Rose’ over ’Sinister’, ’Insidous’ og James Wans mastodont ‘The Conjuring’-universet til blockbusteren ’It’.
Denne nye tørst efter spøgelses- og besættelsesgysere står i stor gæld til found-footage-genren, der brugte pludselige lyde, uhyrlige cgi-ansigter og mystiske silhuetter til at fremme de skrigende reaktioner fra publikum i film som ’[REC]’ og ’Paranormal Activity’. Før dem udkom Takashi Shimizus isende skræmmende ’Juon’ (’The Grudge’), der sammen med ’Ringu’ gjorde japanske gyserfilm til et internationalt fænomen i 00’erne.
Filmen og dens mange efterfølgere fordrede en sensationalistisk opbygning, hvor karakterer og handlingsforløb blev ofret til fordel for det ene modbydelige jumpscare efter det andet. Det er spøgelset Kayakos kridhvide ansigt, hendes monstrøse dødsrallen og pludselige fremkomst ud af mørket, der for to årtier siden satte den gyldne standard for monstre, der er umulige ikke at se ud af øjenkrogen, når man skal på badeværelset midt om natten.
’28 Days Later’ (2002)
Betydningen af det første kvarter af Danny Boyles moderne revitalisering af zombie-genren fra 2002 kan ikke underspilles. En måned efter hele Storbritannien er faldet til zombiernes hærgen, går en udmagret Cillian Murphy iklædt en hospitalskittel chokeret over Westminister Bridge i et komplet ødeladt London.
Det er et billede, der for evigt er naglet fast i den bredere filmkanon.
Boyles vigtigste bidrag til horror-genren er dog uden sammenligning introduktionen af de hurtige zombier. Disse monstre jagter i fuldt firspring de sidste desperate mennesker med en stadigt bankende puls – i modsætning til deres ældre slægtningene, som stavrer mod friskt kød med en stædighed, der kun er matchet af døden selv. Zack Snyder ville skrue tempoet endnu højere op i hans remake af ’Dawn of the Dead’, der lå langt tættere op ad netop ’28 Days Later’ end George A. Romeros sydende satire fra 1978. Romeros eget bidrag til genren i 00’erne med en ny trilogi af zombie-film gik derimod hurtigt i glemmebogen.
Zombier har dog i dag komplet mistet deres bid, og i stedet for satiriske allegorier over samfundets onder er de nu blot en undskyldning for entusiastiske preppere til at pløkke en masse oprejste lig og råbe ad konen. Det element blev udpenslet så sent som i år med Zack Snyders amatøragtige ’Army of the Dead’, hvor en gruppe lejesoldater tager til et zombieinficeret Las Vegas for at score kassen. Men tendensen har især været fordret af sæbeoperaen ’The Walking Dead’, hvor det er de bryske strong men, der må føre an, og hvor fællesskaber altid ender i en dødskult.
’28 Days Later’ bragte zombierne tilbage fra de døde, men personligt havde jeg foretrukket, hvis genren var forblevet i graven.
’Under the Skin’ (2013)
Kan Jonathan Glazers arthouse-alien-invasionfilm fra 2013 overhovedet kaldes for en gyser?
Iklædt tung make-up og en kulsort paryk, der dækker over hendes letgenkendelige ansigtstræk, samler Scarlett Johansson mænd op i Glasgows natteliv i en hvid, suspekt varevogn og fortærer dem i et komplet indelukket rum, hvor de langsomt forsvinder ned i gulvet. Under produktionen af filmen kørte skuespilleren rundt i virkelighedens verden med hemmelige kameraer installeret i vognen, flirtede med mændene og samlede dem op.
I takt med at hun kommer i kontakt med flere og flere mennesker, begynder den navnløse alien, som Johansson spiller, at sætte spørgsmålstegn ved sit eget eksistensgrundlag, og om der ikke er mere til tilværelsen end at udføre de inhumane ordre fra hendes mystiske overordnede.
Tematisk og visuelt læner Glazers film sig op ad sci-fi-genren mere end decideret horror. Alligevel er filmen for kuldegysende skræmmende både i koncept og udførsel til at fornægte den status som gyserfilm. Mændene, som Johansson lokker ind i sit spind, forsvinder ned i en tyk, mørk melasse, hvor de popper som balloner, når alle deres næringsstoffer er blevet opbrugt.
I et andet scenarie efterlader den følelseskolde alien et barn på stranden, der grædende ser til, mens dets forældre fanges af understrømmen og føres ud i druknedøden.
Konstant frygter man for de intetanende mænd, men også mere og mere for androiden selv, der udsættes for mændenes mange fladpandede tilnærmelser og chikaner.
At ’Under the Skin’ er udefinerbar i sit genresprog, har netop været afgørende for dens eftermæle. Filmen blev distribueret af A24, der er kendt for at lege med eksperimenterende genrefilm, som bygger en klam atmosfære op snarere end at skræmme publikum med mere traditionelle virkemidler. Som vi også har set det i ’The Witch’, ’It Comes at Night’ og ‘High Life’.
’Get Out’ (2017)
Ikke siden ’Silence of the Lambs’ har en rendyrket gyser vundet så stort indpas hos filmkritikere som Jordan Peeles racegyser fra 2017 om en sort mand, der opdager, at svigermekanikken stjæler sortes kroppe og bytter deres hjerne ud med deres hvide, velstående naboers.
For at rationalisere deres pludselige kærlighed til film i den bedagede gysergenre fandt nogle kritikere belejligt på termen ’eleveret horror’, der blev brugt til at tegne en streg i sandet mellem festivaldarlings som ’Get Out’, ’The Babadook’ og ’It Follows’ og … resten af genren.
Men filmens indflydelse på horror har været slående de seneste par år, hvor skrækfilm ikke længere er bange for at bruge allegorier til at fremhæve samfundets uretfærdigheder og identitetspolitiske problemstillinger. ’The First Purge’ bruger ’The Purge’-seriens letbenede selvtægtpræmis til at udforske systemisk racisme og BLM-bevægelsen. ’Cam’ bruger en intelligent dobbeltgænger-allegori til at kritisere samfundets rynken på næsen over for sexarbejdere. Og i post-MeToo-gyseren ’The Invisible Man’ bruges det klassiske filmmonster til at granske mænds fysiske og mentale hold på kvinderne i deres liv.
Også i serielandskabet har vi set en række titler, der specifikt takler raceforhold gennem horrorgenrens koder. Jordan Peele har selv produceret de to serier ’Them’ og ’Lovecraft Country’. Interessant nok er begge serier blevet mødt af kritik fra nogle afroamerikanske filmkritikere, der finder, at serierne blot graver i sortes traumer for at vinde sympati hos et hvidt, liberalt publikum.
En lignende kritik blev rettet mod filmene ’Antebellum’ og ’Bad Hair’. At vi overhovedet kan have nuancerede samtaler som disse, skyldes dog udelukkende, at tematikkerne endelig rejses i serier og film. Det kan vi i høj grad takke Jordan Peele for.