Hvorfor er vi så uhyggeligt dårlige til at lave gyserfilm i Danmark?

Lars von Trier er i gang med optagelserne til ’Riget’ sæson 3, der kan blive den uhyggeligste danske produktion på skærmen siden, well, ’Riget’ sæson 2. Hjemmegroede gyserfilm har altid haft trange kår – men sådan behøver det ikke længere at være.
Hvorfor er vi så uhyggeligt dårlige til at lave gyserfilm i Danmark?
'Kollegiet'. (Foto: PR)

KOMMENTAR. Kom nu, dansk film, hvor svært kan det være at lave en ny ’Nattevagten’?

Det spørgsmål har mangen en dansk gyserfan stillet med tiltagende utålmodighed igennem de seneste små 30 år (gisp), for siden Ole Bornedals isnende biografsucces med alletiders sødeste revy-ikon som perverteret morder og purunge Nikolaj Coster-Waldau og Kim Bodnia som uheldige BFF’s har det været småt med de hjemmegroede filmrædsler (uden for ’Alle for tre’-segmentet, forstås).

Svaret er: Noget nær umuligt, hvis man end ikke vover at forsøge af skræk for at blive underlagt karrieknusende filmspotteri og gåsehudsinducerende kritikerspe.

Jovist, Lars von Trier er i skrivende stund på vej med tredje og sidste sæson af ’Riget’, der vanen tro gerne skulle byde på hårrejsende scener fra blegedamsmosen på Østerbro – og for filan, hvor vi glæder os som små djævleunger.

Men den internationale filmbranches opblomstrende kærlighed til prestige-horror/indie-gys, der i senere år har kastet perler a la ’The Witch’, ’Midsommar’, norske ’Thelma’ og den biografaktuelle svenske ’Den anden side’ af sig, skal man kigge langt efter i Danmark.

‘Shelley’ (Foto: PR)

De eneste prisværdige undtagelser: Ali Abassis ’Rosemary’s Baby’-inspirerede ’Shelley’, der med hytteturs-klaustrofobi på et mikrobudget strøg ind på vores liste over årets bedste danske film i 2016 og, endnu længere tilbage, Jonas Arnbys varulveeventyr ’Når dyrene drømmer’ fra 2014 (5 stjerner fra Soundvenues filmredaktør Jacob Ludvigsen).

To små lys i mørket på syv år med billetsalg så uretfærdigt pauvre – absurde 143 til ‘Shelley’, knap 4.000 til ‘Når dyrene drømmer’ – at de dårligt registrerer.

Det må kunne gøres bedre, og også langt, langt bedre end sidste års »feministiske« ’Breeder’ (hey, 00’erne har ringet, og de vil gerne have deres torture porn-klicheer tilbage), spøgelsesfablen ’Cecilie’ med Anders W. Berthelsen (havde man monstro set ‘What Lies Beneath’ … ?) og ’Ekko’ med Kim Bodnia, der alle synede mere af pastiche end originalitet.

Ringer der ingen klokker? Bare rolig, der er heller ingen andre, der kan huske dem.

De blodige 90’ere

Det er ikke noget nyt fænomen, at genrefilm er sjældne fugle i andedammen, hvor cocktailen af noble naturalistiske dramatraditioner og begrænset økonomisk kapacitet har sparket storstilet action og gys til hjørne til fordel for emotionelt hårdtslående kammerspil og kunstneriske favntag, der som Dogme-bølgen har skrællet glasuren af drømmefabrikken frem for huden af skrigende hvide teenagere

(Dog: hvem der bare i en parallel filmverden havde fået Bier og von Triers bud på ’Die Hard i Rundetårn’ og ’Nightmare on Egegade’).

‘Når dyrene drømmer’. (Foto: Rolf Konow)

Gyserfilmforsøg har af samme grund mestendels båret en selvbevidst dunst af syndig ungdoms-B-film, bedst formidlet i 90’erne og 00’erne, da blodet flød legesygt i et forsøg på at ride med på den amerikanske slasher-bølge.

Instruktør Christian Myllerup bidrog med ’Midsommer’ (ikke at forveksle med, well, du ved), Martin Barnewitz med ‘Kollegiet’ og Shaky González samlede et drømmehold i den mareridtsdårlige ’Nattens engel’ (hej, Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Nikolaj Coster-Waldau og Ulrich Thomsen).

Men det var Martin Schmidt, der som en anden gyserforelsket enmandshær holdt horror-fanen højt med ’Sidste time’, ’Mørkeleg’, ’Bag det stille ydre’ og sågar monsterfilmen ’Kat’, hvoraf førstnævnte nød decideret kultfavoritstatus i et lille årti frem.

Bonus-intermezzo til de uindviede (læs: alle under 30): ’Sidste time’ er en herligt splattet ’The Breakfast Club’ møder ’I Know What You Did Last Summer’ med blandt andre Thomas Villum Jensen og Laura Drasbæk som gymnasieofre på flugt fra en hævngerrig biologilærer.

Drabeligt uhyggeligt, syntes mit folkskole-jeg, men om filmen er en brøkdel så effektiv anno 2021 som i 1995, er lettere tvivlsomt (om ikke andet er Søs Fengers titelsang stadig über-creepy. Så det).

Det unge cast i ‘Sidste time’, med manuskript af Dennis Jürgensen.

I 2009 skræmte von Trier atter sokkerne af os med anderledes kunstfilmsværdigt, nededrægtigt flair i ’Antichrist’ (skønt filmens internationale islæt gør den tricky at regne med i en regulær dansk kontekst), men kollegernes vilje/mod til at anskue genren med danske briller og ikke blot lægge sig i slipstrømmen på formulariske, aktuelle Hollywood-tendenser har været svær at få øje på bag nummeret ‘143’ bøjet i afskrækkende neon.

Frygtelig film på vej

I dag, hvor dansk film står bomstærkt hjemme som ude, er der imidlertid dårligt nogen undskyldning for ikke at lade branchens unge vilde give genren en velfortjent makeover – og skyde dem afsted med dedikerede markedsføringskampager (mon ikke ‘Shelley’ havde solgt en billet eller 1.000 mere, hvis plakaten havde sparket busstopsskur-bagdel over det ganske land?

Ja, ja, show me the money, og alt det der. Men ingen synlighed, ingen film.

’Underverden’ og ’Shorta’ har slået fast med syvtommersøm, at den ambitiøse danske actionfilm endelig er kommet for at blive, så lad os nu også få gyset frem i lyset og feinschmecker-filmfordomme rystet af.

Publikumsappetitten er der, hvis den blot pirres, og genrenformen du jour er som skræddersyet til danske filmmageres sensibilitet for klaustrofobiske, psykologiske spil under æstetiske regnvejrsskyer – kunne lavbudget-horror som Trey Edward Shults atmosfæriske ’It Comes at Night’ næsten ikke lige så vel have udspillet sig på Lolland som på bøhlandet i USA (næsten, blev der sagt)?

‘It Comes at Night’.

For 89 år siden bjergtog den legendariske danske instruktør Carl Th. Dreyer biografgængere fra København til Los Angeles med mesterværket ’Vampyr’, der til stadighed i filmkredse dyrkes som en af de bedste gysere nogensinde. Det er på tide, at dansk film sætter tænderne i bæstet igen, med eller uden Triers beåndede genreførstehjælp hvert 15. år – og faktisk lever håbet for en national gysergenopstandelse ved udgangen af 2021.

Således præsenterer instruktør Christian Tafdrup – manden bag den foruroligende ’Forældre’ og hverdagshorroren ’En frygtelig kvinde’ – til november ’Gæsterne’ om en dansk familie på ferie i Italien, der bliver gode venner med en hollandsk ditto.

Alt ånder idyl, men da danskerne inviteres på weekend på bekendtskabernes hjemmebane, smuldrer forholdet eklatant (et plot, der i nogen grad minder om den tyske serie ’Under overfladen’ med Thure Lindhardt på DR).

»Den handler meget om den vestlige verden, som lever beskyttet og civiliseret, og hvad sker der så, når ondskaben eller destruktionen træder ind? Reagerer vi? Kan vi reagere? Hvordan er vi opdraget til at genkende det, der ikke er trygt eller godt? Samtidig længes det civiliserede borgerskab måske også efter en form for destruktion«, fortalte instruktøren, da vi talte med ham om projektet sidste forår.

En ting, det civiliserede borgerskab også længes efter, er en gedigen dansk kvalitetsgyser.

Så giv os bare det frygteligste, du kan finde på, Tafdrup.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af