Echo & the Bunnymen

Var alting bedre i gamle dage? Echo & the Bunnymen var i hvert fald…

Af de fire oprindelige medlemmer er det kun Ian McCulloch og Will Sergeant, der er tilbage. De to har siden 1999 begået tre skiver under deres gamle bandnavn, og selv om ‘Siberia’ lyder som Echo & the Bunnymen, så mangler der den dynamik og sammenhæng, som bandet havde i dets velmagtsdag.

Fra første lyt må man trist konstatere, at Ian McCullochs stemme mere eller mindre er ødelagt. Stemmen er stadig karakteristisk, men det kniber med at nå de høje toner – det insisterende og stemningsfuldt opadstræbende er rustet.

Melodierne ligger tæt op af de lyseste popminder, man har om bandet. Der er ringlende og fine melodier, men det er kun Will Sergeants guitar, der er bemærkelsesværdig. Bas og trommer er reduceret til den nødvendige baggrund. Sangene kommer derfor til at mangle dybde og særpræg. McCulloch og Sergeant har dog personlighed i overflod, hvilket redder pladen fra at blive decideret kedelig.

‘Siberia’ rummer heldigvis også numre, der kommer op i nærheden af fortiden. Bedst er ‘Of a Life’ og ‘Siberia’, hvor kombinationen af et mere markant og dunkelt arbejde i rytmesektionen bliver fulgt af klagende guitar. Her genfinder McCullochs stemme også en del af fortidens styrke.

Man ønskede så inderligt, at ‘Siberia’ var tilbagekomsten af yndlingsheltene fra 80’erne, men det er ikke tilfældet. Det er til gengæld en god anledning til at finde de gamle plader frem igen.