Det burde egentlig ikke undre nogen, at Chief Keef endnu en gang har udgivet en række sange, der lyder ulig noget andet på hiphopscenen.
Man skal nemlig aldrig afskrive Chief Keef. Den 26-årige rapper – ja, han er stadig kun 26, selv om han har præget hiphopscenen i snart et årti – har det med at gå under jorden i et par år ad gangen, blot for at vende tilbage med en ny, stilskabende æstetik.
Efter han slog igennem som frontmand for drill-bevægelsen i starten af 2010’erne, begyndte han for eksempel at lave mumlende, autotunet rap under indflydelse af mdma og hostesaft.
Resultatet var undergrundsklassikere som mixtapene ’Almighty So’ og ’Bang, pt. 2’ og YouTube-kulthits som ’Love No Thotties’ og ’Macaroni Time’.
Dengang var den brede konsensus dog, at Chicago-rapperen var blevet skør.
Han havde forspildt sin chance for at blive mainstreamstjerne hos megapladeselskabet Interscope til fordel for at tage stoffer og filme mærkelige videoer i sin baghave.
Det endte med, at pladeselskabet fyrede ham. Men en ny generation af unge artister elskede ham for den nye, mærkværdige stil.
Chief Keef blev dog ikke i autotune-mumleland i mange år. I midten af 2010’erne begyndte han istedet at lave industriel, buldrende musik på mixtapet ’Back From the Dead 2’, som han selv producerede store dele af.
Sangene ’Faneto’ og ’Earned It’ blev først taget imod med skepsis, men langsomt men sikkert blev også de kulthits på internettet og YouTube.
Den moshpit-inspirerende stil, Keef skabte her, er stadig ulig noget andet. Men mon ikke de senere Soundcloud-rappere er blevet inspireret af sangenes dreadlock-rystende, knytnævnesvingende energi?
»Hvis du ikke hører Chief Keef, fatter du ikke en skid«, skrev det miljøs største stjerne, den siden afdøde XXXTentacion, i hvert fald en gang på Twitter.
Den dag i dag er det alment accepteret, at den tidligere drill-pioner ses som en slags hemmelig gudfader for nutidens rapscene.
I løbet af de sidste fire-fem år har der dog været længere mellem hostesaftssnapsene for den engang så indflydelsesrige rapper. Strømmen af mixtapes er stilnet af, og Keef har virket relativt uinteresseret i musik i det hele taget.
Men i løbet af 2021 er han begyndt at røre på sig igen med en stribe ekstremt hårdtslående og nyskabende sange. Han er igen i storform. Og ligesom så tit i rapperens karriere er der i første omgang alt for få, der har opdaget det.
Det er især en stribe sange, Chief Keef har udgivet sammen med Atlanta-produceren Mike Will Made It i løbet af i år, der har varslet en ny æra.
På numre som ‘Status’, ‘Love Don’t Live Here’ og senest ‘Harley Quinn’ leverer Atlanta-beatmageren den ene brutalt hårde lydside efter den anden. Derudover har Keef udgivet sangene ‘Hadouken’ og ‘The Talk’, der ikke er produceret af Mike Will, men har en lignende tordnende energi.
‘The Talk’ lyder apokalyptisk; som øjeblikket, hvor kometen slår ned i bygningen og taget braser ned i hovedet på dig. ‘Harley Quinn’ lyder som noget, der skulle spille i et computerspil, når du møder den sidste boss.
’Hadouken’ er et remix af en ældre Three 6 Mafia-produceret sang af Young Buck, og Mike Wills 2021-beats kan godt føres tilbage til den slåskampsmusik, Memphis-crunklegenderne grundlagde for over 20 år siden.
Chief Keef er højenergisk på den sang og får blandt andet sammenlignet sig selv med blandt andre Rambo, ‘Street Fighter’ og ‘Training Day’, hvilket vist siger alt om, hvilken voldsom energi hans flow har. Et stykke af sangen består bare af Cheef Keef, der trækker vejret tungt, som om han gearer sig selv op til slåskamp.
I det hele taget lyder rapperen energisk som sjældent før over de her nærmest monstrøse beats.
I stedet for at falde tilbage på gamle tricks som at synge, mumle eller bruge staccato-flows, rapper Chief Keef (chokerende nok!) fuldstændig klart. Som en helt almindelig rapper. Men med en helt usædvanlig intensitet og en original måde at time sine flows på.
Hør bare hvordan han fylder de store tomrum i sit ukonventionelle flow på ‘Harley Quinn’ med langtrukne »wooooh«-udråb, eller hvordan han råber linjerne på ‘Love Don’t Live Here’.
Måske er det på grund af den nyfundne klarhed i stemmen, at Keef også stråler mere som tekstskriver end før.
Især ‘The Talk’ er fuld af skæve sammenligninger og ordspil. »Pulled up, black and white truck / moo, moo, moo«, lyder det et sted; »I am rich, and talk is not«, rapper han et andet (med reference til vendingen talk is cheap).
På ‘Harley Quinn’ skinner der lidt personlige detaljer igennem bag det hårde ydre: »Yeah, I knew my daddy, but that nigga never bought me shit«.
‘Status’ har også denne perle af en linje, der peger tilbage på Keefs opvækst i et bandevoldsplaget område i Chicago: »I drive a smart car through a street war«. Det fremmaner et billede af en mand, der ved, hvordan man navigerer i en verden, der brænder. Chief Keef er på en måde hiphoppens Mad Max.
Men som så ofte før med Chief Keef er det primært måden, han siger tingene på, der er interessant. Han skifter flow konstant mellem de her sange og lyder som en artist, der prøver at vride nye toner og rytmer ud af sin stemme.
Det er fascinerende at høre en allerede så indflydelsesrig artist forsøge at genopfinde sig selv igen – og lykkes med det.
Det ville ikke undre mig, hvis fremtidens rappere hugger deres flows fra de her sange, ligesom de har gjort det så mange gange før med Chief Keefs undergrundshits.