Maria Timm

Det er mig en gåde, hvad der gik gennem hovedet på Maria Timm, da hun påførte sig hårlak og helkrops-foundation for derefter at bide i et granatæble. Undskyld, det er ikke god skik at medtage et albumcover i en anmeldelse, men det måtte simpelthen ud for at sikre, at det ikke ville gå ud over resten af vurderingen. Nu til musikken.

Hvor Timms skæve popdebut for fire år siden indtog radiobølgerne med synthesizerenergi og lyse toner, bevæger efterfølgeren sig i et langt mere skyggefuldt og langsomt popland. Den melankolske ’To Catch an Ocean’ er første indtræden i skyggerne med klagende strygere, våde maskinelle beats og Timms dybe vokal, der komplementeres af et lyst klaver og et poppet omkvæd. Det vidner umiddelbart om en Timm, der godt kan finde mellemvejen mellem pop og mørke. Men hun mister grebet undervejs.

Læs anmeldelse: Maria Timm ‘The Plan’

Hvor debuten fandt sig fornemt til rette mellem eksperimenter og ørehængende pop, finder dette album aldrig sin plads. Det bevæger sig snarere over i det forvirrede, når den spraglede, JaConfetti-poppede ’Sasha’ overtager efter den hidsige og vokal-loopede ’A Wrong’, og det samlede udtryk bliver derfor hverken ørehængende eller interessant nyskabelse.

Maria Timm snubler i sit andet forsøg på at skabe en skæv popperle, for albummet finder aldrig sig selv mellem pop, mørke og eksperimenterende leg. Identitetskrisen bliver på bekostning af melodien, og det kan intet popværk holde til. Men bare rolig: Det er meget, meget bedre, end coveret giver udtryk for.