Da ‘Sex Education’ så dagens lys i 2019, blev den hurtigt én af Netflix’ mest populære serier.
Nu er tredje sæson ude, og hypen om serien er større end nogensinde.
Det er der en grund til. ‘Sex Education’ er nemlig blandt de mest relevante og vigtige ungdomsserier i mange år. Når det kommer til skildringen af unges problemer, forskelligheder og sammenhold, rammer serien både bredt og præcist.
Men hvad er det, der gør den skæve, rørende og stærkt underholdende serie til noget særligt? Vi fremhæver fem aspekter.
1. Sammenhold gennem forskellighed
Allerede fra første afsnit står det klart, at serien er på en mission for at hilse alverdens skønne og skæve individer velkomne. Der skal være plads til alle.
Det første par, vi introduceres for, er Adam og Aimee, der er i fuld gang med, hvad der for hende er vidunderlig sex, mens det for ham er endnu en påmindelse om, at han ikke kan få udløsning ved at knalde.
Otis, hvis mor er sexterapeut, er single og kan ikke engang få sit forhold til sin højre hånd til at fungere. Hans bedste ven, den homoseksuelle Eric, skjuler sin lyst til at gå med makeup for sine forældre.
I skolen er Adam konstant efter Eric og stjæler både hans penge og hans mad. En nærmest tåkrummende arketypisk introduktion til en relation mellem to vidt forskellige karakterer, der senere skal vises sig at få et noget anderledes forhold.
Så er der Maeve, der har ry for at være skolens slut, er bedste venner med Aimee og udadtil ligeglad med, hvad andre synes om hende.
Ved et tilfælde kommer Maeve og Otis til at give Adam et råd til, hvordan han kan komme, når han er sammen med sin kæreste. Det bliver startskuddet til seriens præmis, da det hurtigt går op for både Otis og Maeve, at skolen har brug for deres råd, og at der samtidig kan tjenes lidt penge på det.
I løbet af dens tre sæsoner udvides persongalleriet med blandt andre kørestolsbrugeren Isaac, der forelsker sig i Maeve, den nonbinære Cal og skolens nye rektor Hope.
Alt i alt en herlig gruppe af individer, der alle har deres at kæmpe med, og lige så hurtigt som ens mange fordomme om diverse stereotyper bekræftes, lige så hurtigt bliver de udvandet, nedbrudt, gjort til skamme.
Selvom Adam for eksempel straks etableres som en bøvet, hashrygende rektor-søn, der mobber minoriteter, går der ikke lang tid, før man kommer under huden på ham og opdager, at han også har sine problemer.
Serien understreger, at det gør præcis lige så ondt at blive holdt udenfor, gjort til grin eller på anden måde fremmedgjort, uanset om man er homo, hetero, nonbinær, handicappet, smuk, nørdet, macho eller populær.
Det er derfor svært at forestille sig, at der sidder ét eneste menneske bag skærmen og følger med, der ikke kan relatere til mindst en af karaktererne.
2. Opfordrer unge til at være sig selv
Den skarpe etablering af både nye og gamle karakterer gør, at serien føles relevant gennem alle tre sæsoner.
Det er i samspillet mellem dem, at serien for alvor kommer til sin ret. Det er her, modsætninger mødes og bekræfter behovet for at være sig selv. Det er her, vi for alvor mindes om, at muligheden for at være sig selv giver overskud og lyst til at være der for andre.
Onde tunger vil måske argumentere for, at serien har tendens til at glorificere de problemer, der kan opstå ved at være ligeglad med, hvad andre mener og tænker om en. Men den viser, at vi som samfund overordnet set kan være klar til at tage imod minoriteter, og at den egentlige minoritet er dem, der ikke accepterer forskelligheden.
‘Sex Education’ viser ikke, hvordan verden er, men hvordan den kan være, og hvor den (forhåbentligt) er på vej hen. Den viser, at mange store problemer kan løses, hvis vi starter med de små individuelle, som at give individet plads til at være sig selv uden at frygte tilråb, overfald eller dømmende blikke.
3. Humor, der ikke sparker nedad
Mens en række standupkomikere har markeret sig ved at gøre grin med den nye forståelse af køn og seksualitet, vi ser i opblomstring i disse år, gør ’Sex Education’ humor til en del af fællesskabet frem for at bruge den til at grave kløfter.
Samtlige af seriens karakterer har deres egne charmerende særheder, og i de tilfælde, hvor de indbyrdes taler ned til eller mobber hinanden, er det sikkert som amen i kirken, at det rammer dem som en boomerang, konfronteret med deres egne skæve personlighedstræk eller undertrykte seksualiter.
Det gælder Adams udvikling fra at være skolens macho-mobber til at være usikker homoseksuel – eller Maeve, hvis kynisme bunder i problemer med hendes mor.
Det kan måske forekomme som en både banal og klichéfyldt måde at fortælle, at hurt people hurt people, hvilket ‘Sex Education’ heller ikke lægger skjul på. Men komikken twister og undergraver effektivt klicheerne.
4. Bygger broer mellem generationer
Seriens klareste eksempel på det generationelle brobyggeri er forholdet mellem Otis og hans mor Jean.
Jean vil gerne være en god mor, men kan samtidig ikke lade være med at agere terapeut over for sin søn, hvilket Otis forståelig nok ikke er interesseret i.
Både Adam og Eric er dog begge fascineret af Jean. Sidstnævnte så meget, at han over for Otis ytrer, at han ville ønske, at hans mor var en ‘sexguru’. Hvortil Otis svarer: »Tro mig, det vil du ikke«.
Serien åbner op for, at vi på tværs af generationer kan lære af hinanden, hvilket slås fast, da Otis og Maeve begynder at give Jeans råd videre til deres kammerater.
Skræmmebilledet, som serien holder op for, at vi andre gør det på en anden og bedre måde, finder vi Adam og hans far Michael, der i starten af serien er rektor på Moordale. Efter Adam springer ud som homoseksuel, bliver distancen mellem far og søn større og større.
Det lader til, at uanset hvilke valg Adam tager, er hans far imod dem – og aldrig tilfreds med eller stolt af sin søn Adam, der aldrig helt finder sit fodfæste, da han ikke føler sig accepteret.
Michael, den afstumpede rektor, ender alene og trist, da hans kone forlader ham, og kontakten med Adam ender med at forsvinde helt.
Den opbyggelige morale er ikke til at tage fejl af: Accepter dine børn for, hvem de er, og støt dem i de valg, de tager.
5. Mere effektiv end seksualundervisning
’Sex Education’ forvandler pinlige hverdagsøjeblikke, de fleste kan relatere til, til noget uhøjtideligt og komisk. Som når Otis næsten ikke kan være i sig selv af skam, mens han fumler med et kondom, der skal rulles på en attrap-penis, og Maeve efterfølgende pakker det ud og ruller det på i én bevægelse.
Den førnævnte scene med Adam og Aimee i sengen er et andet eksempel på en situation, de fleste mænd på et tidpunkt kommer ud for. Også her gør serien det, den gør bedst: Uhøjtideligt og med humor forklareres det, at der er sammenhæng mellem ens psyke og fysiske præstation i sengen.
Følelsen af at føle sig forkert, fordi man tænder på noget andet end ens kammerater eller kæreste, når man lige er begyndt at eksperimentere med sex, får garanteret en klokke til at ringe hos mange teenagere.
Som når Lily, der tænder på at være klædt ud som alien, endelig fortæller det til sin kæreste Ola, der som de fleste andre teenagere er åben for at eksperimentere og derfor siger ja til at prøve, og resultatet bliver fantastisk sex for dem begge. Åbenhed betaler sig.
Trods Olas åbenhed ligger Lilys skrøbelighed latent serien igennem. Da Ola efter noget tid nervøst fortæller, at hun gang imellem gerne vil have almindelig sex uden alien-kostume (et interessant twist, hvor det pludselig er frygten for det ‘normale’, der fylder), er et rørende øjeblik, der på et splitsekund får Lily til at føle sig som en freak igen, hvorefter hun løber hjem og fjerner alle sine alien-plakater fra sit værelse.
Det tragikomiske i Lilys fascination af aliens er på en gang så freaky, at det er sjovt, og så sårbart, at det er rørende. Og det er præcist det, der er seriens altoverskyggende morale: Uanset hvor underlig sex man er til (så længe man ikke skader andre), er der ingen rigtig eller forkert måde at være på. Kun forkerte måder at reagere på folks måder at være på.
‘Sex Education’ er en skøn fusion af populærkultur, seksualundervisning og sociologistudie, og et enkelt afsnit på skoleskemaet om ugen vil med garanti være mere oplyseende og fordomsnedbrydende end de fleste bøger om blomsten og bien.