KOMMENTAR. Au revoir, Daniel Craig, hello Mr. Bond.
Med ’No Time to Die’ har alletiders mest blonde 007 takket af i hendes majestæts hemmelige tjeneste og efterladt tronen tom til en endnu ukendt arvtager af historiens mest sejlivede filmserie.
Ifølge producer Barbara Broccoli går jagten på den nye spion ganske vist først ind til næste år, men spekulationerne om, hvem der skal presse smokingen fremadrettet, har summet insisterende, lige siden Craig tilbage i 2015 rømmede sig og med træt mine annoncerede, at han »hellere ville skære pulsårene over« end at indspille flere Bond-film (for dernæst at lægge barberbladet tilbage i skuffen ved duften af 25 millioner knitrende dollarsedler friske fra trykken. Oh well).
Gode folk a la Tom Hardy, Idris Elba og Henry Cavill er alle blevet nævnt som mulige kandidater, og det samme er gud hjælpe mig vores egen Nikolaj Coster-Waldau (tro på det), om end bookmakerne i skrivende stund peger på ’Bridgerton’-talentet Regé-Jean Page som frontløberen i feltet.
Page er et udmærket bud, idet det umiddelbart ville ligne franchisen meget dårligt at bejle til en allerede etableret blockbuster-stjerne (den tendens udelukker til dels ditto fremragende Tom Hiddleston). Ligesom selv de spageste forslag om at hyre en ’udlænding’ kontinuerligt får stive overlæber over det ganske Storbritannien til at bæve af sydende indignation.
Hvad end han er hvid eller ej, høj eller lav, så er Bond britisk, basta. Men her hører de klippefaste karakteristika også op anno 2020’erne, der mere end nogensinde før kalder på et dynamisk rollevalg til at fortsætte Craigs løbende modernisering af ikonet.
Page passer profilen – og alligevel vil jeg med en spåkones skråsikkerhed tillade mig at pege på en helt anden herre, der for mig at se er så oplagt, at Bond-producenterne lige så godt kunne sende ham kontrakten i dag:
Ja, ham fra ’Downton Abbey’.
Men også ham fra det dystopiske seriemesterværk ’Legion’, den creepy thriller ’The Guest’, folk-horror blodrusen ‘Apostle‘ og Elisabeth Moss-dramaet ’Her Smell’. Såvel som dette års storroste tyske drama ‘Ich Bin Dein Mensch’ (nomineret til Bedste film på Berlinalen), hvori Stevens giver den som … sexrobot.
Så hæng nu på, inden du kyler tekop og scone i nakken på mig.
Den intelligente agent
Ikke alene er 39-årige Stevens et af de mest forrygende kamelæonske talenter i sin generation, han er også en af de ’største små’ ærkebritiske skuespillere, der aldrig har båret en reel mainstreamfilm på sine skuldre (og nej, hans pelsede optræden bag uskøn CGI i ’Skønheden og Udyret’ tæller altså ikke).
Mandens cv byder i skrivende stund på omtrent lige så mange fejlskud som fuldtræffere – lad os bare klaske fakta på bordet – men det gjorde både Craigs og Pierce Brosnans også, da de i sin tid fik stukket Bonds Walther PPK og nøglerne til en dødsdømt Aston Martin DB5 i hånden.
Og jeg vil vove den påstand, at Stevens er en mere interessant skuespiller end begge – en usleben diamant, der ubesværet glider fra kvinde- og mandebedårer til foruroligende tvetydigt wunderkind med dæmonerne lurende bag de imponerende isblå øjne (og hvor har man set sådan et par før … ?).
The Rock sidder som bekendt solidt på de kommercielle Herkules-typer, alt imens Tom Cruise fra år til år hænger i med neglene uden på skroget af diverse lettende fartøjer for at bevise over for sit 59-årige jeg og alle os andre, at ’Mission:Impossible’-filmene har patent på branchens mest skelsættende agentaction.
Bond må og skal gå andre veje for at værne om sin position og fortsat holde publikum til ilden. Og derfor vil vi efter al sandsynlighed uanset hvad komme til at se en markant nyfortolkning, der vil adskille sig fra Daniel Craigs råt-for-usødede-version i endnu højere grad, end denne lagde afstand til svigermor-polerede Brosnan.
Stevens vil være et tilpas kækt, tiltrængt ungdommeligt ansigt for en Bond-æra, der vægter kompleksitet og progressivitet over macho-feticheringer og skabsmisogyni.
Hvor Craig legemliggjorde franchisens til dato mest fysisk pumpede hidsigprop-James, udstråler slanke Stevens en anderledes afmålt, isnende intellekt som en klassisk koldkrigsspion, der står i effektiv kontrast til forgængeren, og åbner for et væld af friske muligheder for at udforske karakterens særlige evner fra et mindre forudsigeligt voldsparat udgangspunkt.
I den forbindelse må vi ikke glemme, hvordan der før ’Casino Royale’s premiere i 2006 dårligt var den ting, der ikke var gal med Daniel Craigs casting i offentlighedens øjne.
Ét kritikpunkt gik på, at skuespilleren lignede en vranten bølle (hurra for briternes klassesnobberi), og det skulle ikke undre mig, om Stevens omvendt ville blive stemplet som en »Baby-Bond« af dem, der måtte finde hans fremtoning for blød sammenlignet med den nu universelt helgenkårede bølle-Craig.
Men det er bare endnu en grund til, hvorfor vi har brug for ham – for at udstille dobbeltmoralen i drømmen om den perfekte maskuline arketype, uden at give køb på koryfæets tidløse coolness. The spy who loved me er et filmfabeldyr, men som Craig viste os, skal man heller ikke være bange for at ridse i lakken.
Det plejer hverken Bonds underholdningsværdi eller publikums intelligens at betragte figuren som en statisk helligdom hævet over ethvert ansvar for at gå i dialog med sin samtid.
Modvillig leading man
Dan Stevens er en født leading man i evig konflikt med sit eget Prince Charming-look, som tiggede om at blive slået ihjel på skærmen, da ‘Downton Abbey’-gennembruddet forvandlede ham til nationens skødehund (husmødre- og fædre græd salte tårer i deres Earl Grey), hvorefter han sprang ud som hamrende ubehagelig bad guy i ‘The Guest’.
For så alligevel at blive overtalt til at give den som skødeudyr for Disney, sideløbende med den rablende NSFW-præstation som paranoid-skizofren mutant i ‘Legion’, bemærkes, og nå ja, fik jeg nævnt, at han stjal showet som genialt campet russisk melodigrandprix-konge i ‘Eurovision Song Contest’ … ?
Akkurat som man tror, man ved, hvad man får med Stevens, får man altid noget bedre.
Bonds millioner af vidt forskellige fans taget i betragtning er det givetvis enhver ny hovedrolleindehavers bitre lod at blive pillet fra hinanden forud for debuten på det store lærred, men stik Stevens en tør martini og licens til at dræbe flødebollefordommene, og jeg vil ikke være ét sekund i tvivl om, at han vil løfte rollen og give os en (anti)helt, der både favner arven og imødekommer langt de fleste af forventningerne til, hvad Bond skal stå for nu og her.
Det store men: Overfor Regé-Jean Page scorer Stevens ingen point på diversitetsskalaen, og foruden hans ’Downton Abbey’-aner er det indiskutabelt skuespillerens største ’akilleshæl’. Velkommen til den ottende i rækken af hvide, straight Bonds – surprise!
Det er umuligt at underkende signalværdien i en farvet Bond, og jeg har intet ønske om at gøre forsøget.
Ikke desto mindre vil Stevens i Bond-regi være en radikal repræsentant for en alt andet end rigid maskulinitet formet af den moderne film- og seriekulturs hudfletning af antiheltens myte.
En kultur, hvis opgør med patriarkalske magthierkier og øgede fokus på inklusion knapt hørtes som en svag murren i undergrunden, da Craig overtog franchisen i 00’erne – og som først for alvor begyndte at blive reflekteret foran kameraet i år, i den noget nær sarkastisk betitlede ‘No Time to Die’.
Dan Stevens drengede charme bærer ingen snert af Connery’sk intimidering som forførelsesteknik, men han er heller ikke den bly viol, Disney og Downton forsøgte at sælge os.
Han er cool, men har spandevis af selvironi – og et lille, inciterende glimt af simrende psykopati under den pæne facade, der synes overordentligt passende til en mand af Bonds alt andet lige ekstreme natur.
Han er høflig nok til at blive farligt undervurderet af skurkagtige eksistenser, og farlig nok til at ratificere opfattelsen i nærkamp.
Han er, mine damer og herrer, den perfekte Bond.