Fouli spilder ikke tiden på debutalbummet ‘Pattaya på beton’

Det går hurtigt for Fouli. Hans debutalbum ‘Pattaya på beton’ jerner derudaf med speederen trykket i bund og solbriller på. Hooks flyver til højre og venstre, og de fleste sange sniger sig kun lige over de to minutters spilletid. Der er ikke plads til pauser eller rolige stunder.

Albummet bliver skudt i gang med en ’Intro’ (det hedder sangen), hvor Fouli »suser forbi med 200 i timen«, fortæller om den evige kamp for overlevelse i betonjunglen og så ellers siger »auf wiedersehen«.

’Intro’ er i den grad en introduktion til albummet, for nærmest alle numre kører efter samme princip; det skal hellere være for kort end for langt, der skal snakkes om penge, biler og gadelivet, og beatet skal sidde.

Der er en overlegenhed over ‘Pattaya på beton’. En tro på, at det der er, er det der skal være.

Fouli rapper med et skarpt flow og bevæger sig ikke ud af det tilbagelænede, cool toneleje. Der er noget fedt over at høre en rapper, der er så sikker på, hvad han kan.

Produktionerne varierer lidt – fra trap til afrobeats og tilbage igen. Fungerer alle numre lige godt? Måske ikke. Hverken klubindslaget ’Mbappe’ eller ’Ow wi’ fylder helt de to minutter ud med noget meningsfuldt. Men albummet som helhed føles stilrent og uden svinkeærinder.

‘Kawasaki’ med Sivas er et godt eksempel på, hvad Fouli gør rigtigt – et catchy trap-beat, et stærkt hook, et par vers. Ind og ud på to minutter. Hvad mere har man brug for?

‘Alo’, hvor trappen er skiftet ud med et hurtigere beat, er samme historie. Der er en slående simplicitet over det. Det er næsten for nemt. Men når de hurtige trommer og Foulis velleverede vokal fungerer så godt, er det svært ikke at overgive sig.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Til gengæld er det et godt træk at have gæster på seks af albummets 12 numre, når stort set alle sange bevæger sig i samme toneleje, samme flow, samme tematikker. Albummet er for kort til faktisk at blive ensformigt, men alligevel langt nok til, at man tænker tanken.

Selv om gæster som ZK, førnævnte Sivas og Stepz ikke ligger langt fra Foulis lyd, så er det godt at høre nogle andre stemmer. Og så giver en energisk Jimilian albummets nok bedste gæstevers, når han på den heftige ‘Lady Gaga’ rapper »du’ så hot – sriracha / baby ryst den maraca«.

Også Bubu (albummets eneste kvindelige gæst) er et velkomment indslag på ‘God nok’, hvor den berømte bagside af medaljen titter frem: »Gaden den gjorde det bare ikke nemmere for mig baby næ-næ  / jagter penge tror det gavner livet for os begge«.

Her – og på ‘Politic’, hvor Fouli rapper om sin barndom og om ’mama’ – kommer en følsomhed frem, der ellers bliver forbigået på det meste af albummet, hvor livet går rimelig hurtigt, og sedlerne skal stables op.

Men nogle gange er der ikke tid til at være alt for følsom. Nogle gange skal man bare derudaf, og man må give Fouli, at han ikke spilder tiden.

---

Kort sagt:
Fouli holder stilen ren og numrene korte og kontante på ‘Pattaya på beton’, der er et stærkt debutalbum uden for mange svinkeærinder.