ÅRETS PROFIL. En ny type ekspressiv feministisk diva og et sjældent komisk talent er født i dansk film.
27-årige Emma Sehested Høeg startede som barneskuespiler og har været på vej til sit store gennembrud længe. Men 2021 blev året, hvor skuespilleren for alvor brændte igennem som et vanvittigt, alsidigt og produktivt multitalent, der både skriver, spiller skuespil og komponerer musik – og som gør det hele med en uimodståelig charme og larger than life-persona, der samtidig er afvæbnende selvironisk.
Både i sine optrædener i film og serier, på scenen, som musiker og som Bodil-vært spiller hun helt ud til kanten. Hej hej, dansk realisme!
Hun har en skarp evne til både at skrive og vælge interessante roller, der taler ind i tiden og bidrager til kønsdebatten på en sjov og frisk måde. I anden sæson af DR-satireserien ‘Skyld’, som hun har skabt sammen med medskuespilleren Magnus Haugaard, spiller hun den grænseløse, konfliktoptrappende og kvindelistigt manipulerende halvdel af et kærestepar i evigt skænderi.
Dramatisk og hudløst spiller hun i rollen som nybagt mor med fødselsdepression i Zinnini Elkingtons afgangsfilm fra Super16, ‘Skiftning’.
I anden sæson af Rikke Louise Schjødts ‘Limboland’ spiller hun den både dramatiske og komiske rolle som den sexpositive powerkvinde Katrine, som bliver hylet ud af den af en affære med sin chef og en klam stalker.
Hun vandt en Reumert-pris for one-woman-showet ‘Lolita for altid’, som havde premiere i efteråret 2020 og vender tilbage på Revolver til fuldstændigt udsolgte forestillinger i januar (om genåbningsplanerne vil!). I forestillingen, som hun har skabt i kunstnerduoen How to Kill A Dog med Jennifer Vedsted Christiansen, leverer hun en vanvittig tour-de-force-monolog, der bringer hende ud i alle ekstremer af følelser og usikkerheder omkring den moderne kvindelige seksualitet.
Havde filmbranchen endnu ikke opdaget hendes talent, var der i hvert fald ingen tvivl, efter hun lagde Folketeatret ned som vært til årets Bodilprisen, hvor hun sang, koketterede, jokede, hyldede sine kolleger og gejlede salen op på så overvældende vellykket vis, at det var hendes præstation, alle snakkede om efter festen.
For øvrigt lagde hun stemme til Jessica, der tarveligt ghoster Aske, fordi hun »vil have en bad boy«, i Anders Matthesen og Thorbjørn Christoffersens billetbasker ‘Ternet Ninja 2’.
Og så toppede hun lige året ved at debutere som musiker med singlen ‘Performing my life away’ under kunstnernavnet Dame Dearest, som opvarmning til hendes store live-debut på Vega i august næste år.
Emma Sehested Høeg sætter en ære i at portrættere kvinder, der fylder og er »for meget« – en kvindetype, der ofte dæmoniseres, men hos Sehested Høeg både vækker genklang og sympati, fordi den narcissistiske facon dækker over en usikkerhed og sårbarhed, og fordi hun siger det højt, vi andre tænker: Alle de skamfulde følelser, smålighed, jalousi, usikkerheder og længsel efter at blive bekræftet.
Der er intet underspillet ved hendes skuespil, og hendes karakterer er ikke typerne, der skjuler sine følelser, er bange for at tage en konflikt eller bøjer af for at sikre den gode stemning. Hurra for det tiltrængte opgør med den pæne pige.
Især på scenen har hun brilleret som forførisk vamp med glimt i øjet og har i den grad bevist, at man som kvinde godt kan være sexet og sjov på samme tid. Som skaber har hun undersøgt kontrastfyldte følelser inden for seksualitet og kønsroller, og vi glæder os til at se den TV 2-serie om kvindelig orgasme, hun netop er blevet færdig med at optage.
Hun sætter netop en ære i at skabe selv, så hun ikke behøver vente på, at resten af dansk film og tv holder trit med hendes visioner og evne til at forløse dem.
Og af alle disse grund er hun en af årets fem profiler ifølge Soundvenue.
3 spørgsmål til Emma Sehested Høegh:
Hvem er i dine øjne årets profil?
»Jeg har tænkt meget over det og overvejede sjovt nok alle jeres andre fire udvalgte. Men jeg er gået med kunstnerduoen Astrup & Bordorff, der lavede en filmcabaret på Statens Museum for Kunst, som gjorde noget helt særligt ved mig. Det bestod af cirka 20 små film, som alle sammen præsenterede et nyt skørt univers«.
»Danica Curcic er med i en af dem, hvor hun synger sin smerte ud, og hun er iført et fuldstændigt vanvittigt og smukt kostume designet af min yndlingsscenograf og -kostumier, Petruska Miehe-Renard, mens hun sidder inde i en gigantisk rullevogn og synger sin smerte ud, måske fordi hun ikke orker være et kunstværk mere«.
»Det der med at være ekstrem på følelser og noget visuelt tror jeg, vi har brug for lige nu, hvor alt i verden er noget lort. Jeg grinede under hele udstillingen, og det var vigtigt for mig i en stresset og deprimerende tid«.
Hvad har været din største udfordring i år?
»Jeg har kørt på med 120 kilometer i timen i år, og det skal jeg ikke klage over. Men det er også en kapitalistisk måde at se sit liv på, at man tror, man er forkert, når man tænker: ’Jeg har brug for en pause’. Jeg er stolt af hver eneste projekt, jeg laver, og de mennesker, jeg arbejder med. Men man misser også frokoster med veninder, og man misser, når folk står i en krise, og man ikke kan hjælpe dem. I år har jeg desuden haft lidt for mange ulykker – fra en ildebrand i den lejlighed, jeg boede i, til at jeg blev kørt ned af en skraldebil – og som en skuespilkollega sagde til mig: ’Måske er det universet, der fortæller dig, at du skal stoppe lidt op’. Film, tv og teater er stort – men livet er trods alt større«.
Hvad er dit største håb for 2022?
»Man snakker om, at cabaretten blev skabt i sin tid, fordi man havde brug for at grine over alle vores sorger. Og det håber jeg for 2022: At vi slipper det gakkede fri. Vi kan snart ikke græde mere over de ting, der sker lige nu, så vi bliver nødt til at finde måder, hvor vi i kunsten sætter lige så vigtige og alvorlige problematikker på dagsordenen, men serveret, så vi kan grine af det. Og jeg tror faktisk, der er noget under opsejling. Jeg mærker i min egen generation, at vi tænder på noget andet i øjeblikket. Der er en bølge af noget, der er mere skørt, og jeg håber, vi får mere af den absurditet i 2022«.