KOMMENTAR. I maj 2020 lignede det egentlig, at Kidd havde smidt nogle mentale lænker af sig. Han var netop ved at begå et form for musikalsk comeback med singlerne ’Gang igen’ og ’Bare dans’, da Soundvenue interviewede ham om den noget komplicerede kunstneriske proces, der lå bag udgivelserne.
Den københavnske rapper var nemlig blevet fanget i et mentalt spind af fanforventninger og forestillinger om, hvordan han skulle være. Siden gennembruddet i 2011 var Kidd jo blevet kåret til dansk hiphops store fornyer og frelserskikkelse. Forventningerne var ikke bare høje, de var astronomiske.
Det havde ført til en serie af knæk i løbet af karrieren. Kidd nåede på berømt vis at melde ud, at han ville stoppe med at udgive musik allerede i begyndelsen af stjernetilværelsen. Efter den oprindelige hype skiftede han så til en helt ny stil med sangen ’Nordhavn’, der blev udgivet i eget navn, samt gik nye veje med Heimdals Sidste Vogter-projektet.
Kidds karriere har altså været fyldt med opgør med rollen som rapstjerne og de forventninger, der følger med. Men i slutningen af 2010’erne havde han ramt en mur.
Forventningspresset havde førte til en form for handlingslammelse i Kidd, som gjorde, at han ikke udgav musik så ofte, som han ville – selv om han konstant indspillede. I hele tre år udgav han ikke ny musik.
Men der i maj 2020 var han endelig afklaret. Det virkede det i hvert fald som om.
»Til sidst var jeg sådan: Hvad er det, jeg er bange for?«, lød det fra Kidd. »Folk må synes, hvad fuck de har lyst til! Jeg skal tilbage til, hvordan jeg selv har det – og ikke tænke så meget over, hvad massen synes er fedt. Jeg skal tilbage til, hvor jeg selv er i min energi og i mit liv«.
Men hvis man havde troet, at den afklarethed ville føre til en strid strøm af ufiltreret Kidd-musik, der strittede i alverdens retninger, tog man fejl.
For selv om rapperen havde lovet en mere fri udgivelsesproces, er det ikke blevet til mere end et par sange per år siden interviewet i foråret 2020. Kidd lovede at fyre helt op for den kunstneriske vandhane. I stedet måtte vi nøjes med dryp.
Hvad skete der?
Jamen måske i virkeligheden det, at Kidd fik lige præcis det, han havde opgivet at opsøge. Nemlig et vaskeægte kæmpehit. I 2021 blev ’Buongiorno’ intet mindre end Danmarks største sang.
Det er unægtelig et fantastisk nummer – Soundvenue kårede ‘Buongiorno’ til sidste års bedste danske sang – og måske blev nummeret så stort, netop fordi Kidd lyder så ubesværet.
Han lavede et hit ved ikke at prøve på at lave et hit. Sangen blev jo også udgivet på Valentinsdag, en søndag, næsten uden promo. Hvilket ikke ligefrem er måden, man udgiver musik på, hvis man forsøger at optimere hitpotentialet.
Men ’Buongiorno’ hittede altså alligevel, og derfor har sangen også til dels været en forbandelse for Kidd. For sangen genetablerede jo forventningerne om store hits. Det er det indtryk, man får nu, hvor rapperen over julen har udgivet tre nye sange sammen med en lidt længere Instagram-opdatering.
»Før ’Buongiorno’ kom ud lovede jeg i flere samtaler og interviews, at jeg løbende ville udgive ny musik. Det skete semi«, indrømmer han i teksten, der ramte Instagram den 24. december.
Senere i opslaget giver han også en mulig forklaring på, hvorfor løftet kun blev semi-overholdt: »Forestil jer, at jeg er blevet sat i en situation, hvor folk forventer, at jeg udgiver musik, der går nummer 1. Jeg vil bare lave musik uden en bagtanke«.
Underforstået: Med ’Buongiorno’ kom forventningerne tilbage. Og dermed måske også en vis portion af den gamle udgivelsesnervøsitet.
Derfor føles de tre nye sange som endnu et forsøg på at gøre sig fri af forventningerne. En slags modreaktion til ’Buongiorno’-hypen. Og det er en virkelig vellykket løsrivelsesudgivelse.
Trippeludgivelsen trækker således i tre vidt forskellige retninger: ’Gi’ mig’ er en mere rendyrket rapsang, end vi har hørt fra Kidd længe, ’Røde piller’ er en slags fremmedgjort, elektronisk narkorus, mens den fløjtebårne fest- og kærlighedssang ’10 dage’ lægger sig mest i forlængelse af ’Buongiorno’.
Sangenes niveau er generelt højt, og de føles som det første tidspunkt, hvor Kidd for alvor lever op til løftet om helt enkelt at udgive musik, når han føler for det. Sangene kommer jo ikke engang til at være med på det kommende album, lyder det i Instagram-opslaget.
Det tyder altså på, at Kidd er klar til at åbne for sluserne. Så må vi jo se, hvad der sker, hvis en af de her nye sange bliver dette års største hit – om nervøsiteten og forventningerne så melder sig igen.
Men den bro må vi krydse, når vi når hen til den. Foreløbig er det i hvert fald bare en god nyhed, at Kidd – denne gang for alvor! – lyder, som om han er fri.