Kidd er blevet til Heimdals Sidste Vogter – men hvor meget har han egentlig ændret sig?

Allerede på sit seneste album som Kidd begyndte Nicholas Westwood Kidd lyrisk at smide om sig med referencer til Heimdals Sidste Vogter. Nu har han tonet rent flag, men hvad betyder det så? At rapperen har genopfundet sig selv? Desværre ikke rigtigt, selv om et par tracks på ep’en peger i en ny spændende retning.

’Heimdals port’ åbner helt nede i det eksistentielle leje på ‘Født’, hvor omkvædet blandt andet lyder: »Jeg vil ik’ dø / skulle bare ik’ være født«. Producer-teamet Orbit Crew får egentlig stablet en god paranoid, syntetisk og bastung stemning på benene, men under versene kammer det over i for mange lyse melodiske elementer, der lidt underminerer det gravalvorlige udtryk.

Lukkeren ‘Virkelighed’ lyder som en langsom, mareridtsagtig udgave af et Jean-Michelle Jarre-nummer – det skal forstås meget positivt – og rent lyrisk er der virkelig noget på spil, når psykoser og virkelighedsforvrængende oplevelser dissekeres, og omkvædet afsluttes med »det for sent nu!« i et desperat råbekor.

Kidd – eller rettere sagt Orbit Crew – taber fuldstændig bolden på ‘Bare en time til’, hvor et beat, der kunne have været at finde på en b-side fra Genesis, udgør det altdominerende tema. Resten af albummet bevæger sig af sted i et meget tilbagelænet, grænsende til det søvndyssende, tempo, hvor Kidd med sin på samme tid konkrete og virkelighedsfjerne rap forsikrer os om, at verden er hans, at han stadig ruller derudaf, og at han ikke vil sladre om den dame, der har deltaget i en trekant med ham. Den tematik har udspillet sit liv, og hvor ville det være fedt, hvis eftertænksomheden og selvransagelsen kom til at spille hovedrollen på en fremtidig udgivelser fra Westwood Kidds hånd.

Læs også: Kidd om sit musikalske skifte: »Jeg følte, at jeg var i et fængsel«