‘The Tragedy of Macbeth’: Joel Coens første film uden sin bror er en af de bedste Shakespeare-filmatiseringer overhovedet
I forbindelse med en hudfletning af sin slappe, lidenskabsforladte samtid skriver Søren Kierkegaard et sted om, hvordan hans sjæl altid vender tilbage til Det Gamle Testamente og Shakespeare:
»Der føler man dog, at det er Mennesker, der taler; der hader man, der elsker man, myrder sin Fjende, forbander hans Afkom gjennem alle Slægter, der synder man«.
Der er nok ingen tvivl om, at Shakespeares ‘Macbeth’ er et af de stykker, Kierkegaard har fundet frem, når han længtes efter kulturer, hvor blodet strømmede med mere vital kraft.
Begær, tvivl og frygt omsættes her til sine ekstremer – mord og vanvid – i et psykologisk magtdrama, der er blandt Shakespeares mest opførte og i filmisk sammenhæng har tiltrukket store kunstnere som Orson Welles og Roman Polanski. Senest stod australske Justin Kurzel bag en filmatisering fra 2015, der havde Michael Fassbinder i titelrollen.
Det er altså velbesøgt territorium, instruktør Joel Coen, der for første gang er uden sin bror Ethan, indtager med ‘The Tragedy of Macbeth’, som fra søndag kan ses i de danske biografer.
Enhver eventuel skepsis vedrørende behovet for en nyfortolkning bør imidlertid forstumme, først og fremmest i kraft af filmens visuelle originalitet foruden de store præstationer af Denzel Washington og Frances McDormand i de altoverskyggende hovedroller.
Om end Laurence Oliviers ‘Hamlet’ fra 1948 forbliver urørlig, er det således i den absolutte top af hierarkiet over Shakespeare-filmatiseringer, at Coens bidrag træder ind.
Til at fortælle historien om den skotske general Macbeth (Washington), der ansporet af en hekseprofeti tiltvinger sig kongemagten med brutale midler, har Coen valgt et næsten kvadratisk format, som er med til at stadfæste den indelukkethed, der definerer filmens rum.
En konsekvent tåge forhindrer langtskuende blikke og afgrænser de udendørs scener, mens høje, uoverkommelige mure rejser sig omkring karaktererne, der gerne opsøger skyggetunge buegange inde i borgområdet, hvor handlingen primært finder sted.
På samme tid forstærkes kontrasterne gennem den hyperskarpe, sort-hvide billedkvalitet, hvilket medfører, at karaktererne træder frem med næsten overdreven tydelighed i de generelt nøgne og sterile rum.
Det menneskelige fremstår således trængt, blottet og udsat i de ekspressionistiske rammer. På den måde har Coen (og fotograf Bruno Delbonnel) skabt et udtryk, der fremhæver det tematiske, idet ‘Macbeth’ er et uforligneligt studie af menneskets afmægtighed, når det giver sig i kast med dunkle kræfter.
For Macbeths vej til tronen er nok bebudet af de tre hekse, men profetien er ikke determinisme, nærmere en appel. Det er Macbeth, der udfylder hullerne og spiller profetiens rolle, fremskyndet af sin hustru, Lady Macbeth (McDormand), hvis ambitioner intet mådehold kender. Hvor Macbeth er stærkt fristet af magten, men også tvivler, er hun både listig og skruppelløs: »Look like the innocent flower but be the serpent under it«, som en af de mange legendariske replikker lyder.
Adskillelsen af fremtoning og hensigt får ikke lov at bestå. Mørket kan ikke styres og inddæmmes, men bemægtiger sig dem, der inviterer det inden for. Begges tiltagende sindsformørkelse og dermed antydede skyld bliver åbenlys for alle omkring dem.
Macbeth, der misunder kongen, han dræbte, fordi denne i det mindste er blevet fri for sindets tortur, forfalder til hensynsløs relativisme: »For, from this instant, there’s nothing serious in mortality. All is but toys«.
Og Lady Macbeth ender i vanvid. Hendes voldsomme begær efter magten udgik fra en distanceret position, hvor hun ikke selv skulle handle. Men da hun ser den myrdede konge og al blodet, starter hendes sindslige deroute. Det er først der, hun forstår, hvad de har gjort.
En ny profeti synes at garantere Macbeths uovervindelighed. Heksene fortæller, at ingen kvindefødt mand kan slå ham ihjel, og at han ikke vil falde, før Birnam-skoven kommer til Dunsinane Hill.
Men som den romerske statsmand og filosof Seneca skrev til den unge Nero, vil en konges udryddelse af sine modstandere kun øge antallet af fjender i kraft af alle de pårørende.
Derfor er et regime baseret på hæmningsløs udfoldelse altid det mest sårbare.
Kort sagt:
Med sin visuelle originalitet og fremragende skuespilpræstationer er Joel Coens ‘The Tragedy of Macbeth’ en af de bedste Shakespeare-filmatiseringer overhovedet.