Persona

Persona er opkaldt efter en Ingmar Bergman-film. Den reference kan i virkeligheden ikke være mere passende, for det umage par bestående af Kira Skov og Bleeder Group-bagmanden Peter Peter Schneidermann har i ‘Epiphanies of Grandeur’ begået en så stemningsmættet, cinematisk debut, at man som lytter næppe kan undgå at danne indre billeder af en hjemsøgt, tåget havneby med Skov iscenesat som en forførerisk farlig, vampet sirene, der synger sømænd i fordærv, Schneidermanns guitararbejde som ildflue-drevne lanterner, der agerer faste holdepunkter i disen, og den Flyvende Hollænder liggende både trygt og truende nede for enden af kajen.

Det er et noir-rock-album gjort af lige dele Lynch- og Lovecraft-tankespind, men også et, der trods sit så veldefinerede, dunkle univers kommer vidt omkring genremæssigt. Åbneren ‘On the Dark Edge of Town’ byder sammen med ‘Moonies’ på udvisket, drømmerisk instrumentering og er næsten mere soundscapes end sange. Singlen ‘Sailor’ er sød og suveræn intimpop, hvor Skov blotter hjertet, ‘Hemera’ lyder som et Bleeder Group-outtake, mens den søndagsdovne, tilrøgede og jazzede ‘Leaving Dave’ lægger intensiteten ned midtvejs og den cigaret-sydende ‘The Slur’ går sammen med det elektronisk madede klaustrofobi-eksperiment ‘Wild Roses’ triphop-koryfæer som Portishead og Lamb i bedene.

Det er gennemgående rigtigt vellykket, men Skov og Schneidermanns slow burner af et album bør bestemt ikke sættes på tilfældigt op ad dagen. ‘Epiphanies of Grandeur’ fortjener og fungerer afgjort bedst i nattens mørke, ud på de små timer. Og, må man så bede om filmen, der hypotetisk kunne akkompagnere disse dragende soniske dunkelheder? Tak.