The William Blakes ‘An Age of Wolves’

Protestsangen lever og ånder i bedste velgående på The William Blakes’ femte album. Allerede hørbart på åbningsnummeret ‘Dust and Wonder’, hvor Kristian Leth begræder den vestlige verdens moralske forfald med ordene: »Now they’re telling the kids that their souls don’t exist / they’re living in a world that they killed off years ago«. Og sådan forstsætter det ellers på resten af albummets otte popsange, som alle tager tilværelsens og samfundets mange genvordigheder under kærlig behandling. Lyt bare til teksten på ‘Burning’, hvor desillusionen og undergangen nærmest driver fra linjer som »we’re burning / we’re learning too late«.

Læs anmeldelse: The William Blakes ‘Music Wants to Be Free’

Men så er det kun godt, at albummets lydside er alt andet end nedtrykt. Faktisk er musikken noget af det mest opløftende og berigende, det fire mand høje orkester endnu har skabt. Hør blot melodimaterialet, som mest af alt minder om salmesang, eller dyrk de massive klangrum, som giver albummets sange ekstra ben at gå på. Indimellem virker det ligefrem som om, at flere af numrene er beåndet med en særlig spirituel kvalitet, hvilket især kommer til udtryk i de passager, hvor omkvædene får lov til at vokse for så at detonere i kollektiv ekstase.

Dette er og bliver det bedste album, The William Blakes endnu har begået. Væk er forgængernes frie leg og tilfældige genreekskursioner og tilbage står et seriøst og gennemtænkt værk, som både formår at bevæge og sætte tankerne i gang hos sin lytter.