The William Blakes ‘Music Wants to Be Free’

Legesygen er i fokus hos det produktive popkollektiv på et fjerde album, der på finurlig vis stikker i alverdens retninger. ‘Music Wants to Be Free’ hedder udspillet, og det giver egentlig meget god mening i forhold til de 13 sange, albummet indeholder. Sangene varierer så meget, at det er umuligt at finde nogen sammenhæng på tværs af en plade, hvor sangene lever sit eget liv og egentlig mest af alt har lyst til at bryde med det albumformat, de er fanget i.

Sangene bevæger sig fra mørk 80’er-synthpop i ‘Land of Illusion’, over kreative Brooklyn-esque sangstrukturer i indiepop-nummeret ‘Black Knife’ og caribisk inspireret The Voice-pop på ‘The Light (Plane to Spain)’ til porøs pop i ‘Tiny Faces’ og funky discopop i ‘Powers’.

Spændet er stort, og isolerer man sangene udenfor deres albumkontekst, byder ‘Music Wants to Be Free’ på flere rigtigt gode sange, specielt den allerede nævnte ‘Tiny Faces’ og ‘Never Had a Love’ som veksler mellem et skrøbeligt og storladent udtryk, der harmonerer rigtig fint med den frustration, lyrikken giver udtryk for.

Det anarkistiske og legesyge mantra i The William Blakes ender dog med i sidste ende med at belaste ‘Music Wants to Be Free’ som album. Mest af alt minder pladen om en omgang spredehagl, der har til formål at pointere popmusikkens mangfoldige singlepotentiale. Men altså, det lykkes sgu også fint.