Skuespiller Chloe Cherry er et af de nye ansigter i anden sæson af HBO’s hitserie ‘Euphoria’ i rollen som Faye. Og hendes vej til rollen er noget usædvanlig.
Inden showrunner og instruktør Sam Levinson castede hende, efter at have opdaget hende på Instagram, var hun nemlig en aktiv pornoskuespiller. Og hun var særligt bekendt med ‘Euphoria’-universet, fordi hun allerede havde medvirket i en pornoparodi inspireret af serien.
Cherry fortæller i et interview med Nylon om parodien, der var baseret på, at Zendayas karakter Rue og Hunter Schafers karakter Jules fandt sammen.
»Min ven, som også er pornostjerne, og jeg var store fans af serien, og vi syntes, at den ene scene mellem Rue og Jules var utroligt smuk. Når du laver en pornoparodi, er det bedst at gøre det med udgangspunkt i den slags scener, der allerede insinuerer, at de er lige ved at have sex. Det er ofte det, folk har lyst til at se i en pornoparodi. Fansene kunne virkelig, virkelig godt lide det. De syntes, det var fantastisk«, siger Cherry.
Hun beskriver det som uvirkeligt, da hun fik rollen i serien og fik lov til at møde det talentfulde cast i levende live.
»Alle er så smukke og søde. De har alle sammen fantastiske personligheder og masser af talent. Der var så meget talent i rummet, så meget humor og en fantastisk fornemmelse for mode. Alle er kloge og utroligt kreative og talentfulde. Det var super, super sejt at møde alle i virkeligheden, men det var endnu sejere, at de alle sammen var så cool«.
Hun fortæller desuden, at det ikke var svært at omstille sig fra porno til prestige-tv. »Jeg har aldrig rigtig set en forskel mellem de to ting«, siger hun og fortsætter:
»Jeg er skuespiller, og jeg har spillet skuespil i lang tid. Det håber jeg, at andre instruktører lægger mærke til og bliver inspireret til at have mig med i hvad som helst«.
‘Euphoria’ sæson to kan ses på HBO Max.