Kender du det: Du hører Jamie xx’s faste show på onlineradioen NTS, og pludselig spiller han et (virkelig fedt!) nummer, som ikke bare sampler en lille bid af din egen musik, men faktisk næsten er en nyfortolkning af en af dine sange lavet om til at skabe rave i et dunkende klublokale.
Nå, ikke?
Well, det var nu engang det, der for nylig skete for Chinah.
I radioen kunne de nemlig høre ’Away From Me’ fra deres 2016-ep ’Once the Lights Are On’ i helt nye klæder. Den alternative r’n’b var blevet kastet på hovedet ned i et bassin af galopperende breakbeats, chipmunk-vokaler og boblende effekter.
Musikken var noget komplet andet. Men der for et halvt år siden var der ingen tvivl om, at nummeret i radioen altså samplede ’Away From Me’ i ret overhængende grad.
Siden hørte den danske electropoptrio og deres manager Rasmus Damsholt også den britiske klubveteran Four Tet spille den mystiske sang i radioen, og herfra gik skattejagten så. For nummeret var ikke officielt udgivet. Man kunne ikke bare lige finde det på Spotify. Det var bogstavelig talt et bootleg, en reproduktion distribueret uden tilladelse.
Så hvem var det, der stod bag? Og hvorfor havde de ikke spurgt om lov?
»Vi kunne simpelthen ikke finde ud af, hvad det var for et nummer, og hvem der havde lavet det. Jeg skrev til Jamie xx’s management og alle mulige, jeg tænkte kunne vide, hvem der havde lavet det«, fortæller Rasmus Damsholt og fortsætter:
»I mange tilfælde er det jo helt umuligt at høre, hvad der er samplet, men i det her tilfælde var det så tydeligt at høre, at det var ’Away From Me’, der var brugt. På en i øvrigt super grinern og dansabel facon«.
Via tracklister til diverse shows, hvor sangen var blevet spillet, fandt Chinah og holdet dog frem til, hvem der stod bag.
Det var den britiske duo Two Shell – og sangen hed ’Home’.
Det viste sig også, at sangen ikke blev spillet af nogle af Englands største dj’s bare ved tankens kraft.
»Vi fandt frem til, at sangen sgu allerede var udgivet uden vores tilladelse på nogle limited edition vinyler og Bandcamp. Og så måtte jeg i gang med at få fat i Two Shell og deres label, for det er faktisk ikke ok bare at udgive ting uden at spørge om lov«, siger Damsholt, der dog hurtigt kom i kontakt med Two Shells manager (som også er Jamie xx’s manager), så de kunne finde en løsning.
»Det viste sig, at de var meget samarbejdsvillige og også gerne ville udgive nummeret ’rigtigt’ på Spotify og så videre. Så vi fik lavet os en aftale på nummeret. Vi er jo bare vildt glade for, at nummeret kan komme ud og leve, for jeg synes, det er mega fedt«, siger Rasmus Damsholt.
Så ja, her i slutningen af januar blev ’Home’ altså udgivet officielt. Og på to ugers tid har nummeret fået over 100.000 streams på Spotity, hvor Chinahs tre medlemmer står krediteret som sangskrivere ved siden af Two Shell, der selv har udgivet musik siden 2019.
Det toneangivende musiksite Pitchfork har endda klasket en Best New Music-mærkat på ’Home’, som de fremhævede i sidste uge.
Det var via dén artikel, at Soundvenue (skud ud til skribent Kjartan F. Stolberg) helt tilfældigt faldt over ’Home’.
Hos Pitchfork er Chinah dog overhovedet ikke nævnt. Men når man kender originalen, så er man jo ikke i tvivl om, at ’Home’ skylder en hel del til ’Away From Home’.
Og så var vi jo nødt til at begynde at grave. Ligesom Rasmus Damsholt gjorde det, da han for et halvt år siden hørte Jamie xx’s radioprogram.